Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

THA/ J.nr. 2007-5946

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 17. december 2007

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 6. december 2007 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 33 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 33:

 

”Ministeren anmodes om at indhente en redegørelse fra Århus Kommune om, hvorledes kommunen vil sikre, at også personer uden samme gennemslagskraft i pressen som Evald Krog modtager de ydelser, som de efter lovgivningen er berettiget til, jf. den delvist manglende besvarelse af spørgsmål nr. S 6030 fra folketingssamlingen 2006-07.”

 

 

Svar:

 

Som det også fremgår af min besvarelse af spørgsmål S 6030 fra folketingssamlingen 2006-07, er problematikken omkring de mindre ressourcestærke borgeres retssikkerhed en generel problematik, der ofte rejses. En drøftelse af denne problematik skal efter min opfattelse have som mål at øge retssikkerheden for denne gruppe borgere generelt.

 

Jeg mener ikke, at en redegørelse, der specifikt belyser, hvorledes en enkelt kommune vil sikre, at også mindre ressourcestærke borgere får, hvad de er berettiget til efter loven, kan bidrage til at opnå dette mål. Set i lyset heraf finder jeg det ikke formålstjenligt at indhente en redegørelse fra Århus Kommune, hvilket jeg også mener at have tilkendegivet med mit svar på spørgsmål S 6030.

 

Derimod vil jeg, som det også tydeligt fremgår af besvarelsen af spørgsmål S 6030, tage kontakt til KL med henblik på en generel drøftelse af, hvorledes man kan styrke kendskabet til lovgivningens retssikkerhedsgarantier, herunder også det administrative klagesystem, som netop har til formål at sikre, at alle – uanset omfanget af personlige ressourcer – får, hvad de efter loven er berettiget til.

 

 

Karen Jespersen

 

/ Karin Ingemann