Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K
Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected]
|
Dato: 2. juni 2008
Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 21. april 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 328 (SOU Alm. del). Spørgsmålet er stillet efter ønske fra René Skau Björnsson (S).
Â
Ministeren bedes oplyse, om Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Midtjylland har ubesatte stillinger, samt om Nævnets erfaringer med at rekruttere kvalificeret personale, efter at sagsbehandlingen for de tidligere Århus og Ringkøbing Amter samt (stort set) Viborg Amt og (delvis) Vejle Amt er blevet samlet i Ringkøbing.
Svar på spørgsmål 328
Statsforvaltningen Midtjylland oplyser, at der på nuværende tidspunkt i Nævnssekretariatet, der betjener Det Sociale Nævn og Beskæftigelsesankenævnet, er to ledige faste stillinger og et barselsvikariat.
Det oplyses endvidere af Statsforvaltningen, at der siden oprettelsen af Statsforvaltningen Midtjylland – bortset fra perioden november 2007 – februar 2008 – til stadighed har været vakante stillinger i sekretariatet for Det Sociale Nævn og Beskæftigelsesankenævnet.
Sekretariatet for Det Sociale Nævn og Beskæftigelsesankenævnet har dertil været præget af et fald i medarbejdernes anciennitet. Der har således været få erfarne medarbejdere og mange nye medarbejdere under oplæring.
Statsforvaltningen Midtjylland har konstateret, at det i forbindelse med de nuværende gode beskæftigelsesmuligheder er vanskeligt at tiltrække og fastholde erfarne sagsbehandlere.
Statsforvaltningen Midtjylland arbejder i øjeblikket med tiltag inden for en række områder, der skal skabe større opmærksomhed omkring stillingsopslag samt en udvikling af personalepolitikken. Der annonceres blandt andet i flere medier samt afholdes åbent hus for potentielle ansøgere.
Disse tiltag har allerede nu ført til et større antal ansøgere end sædvanligt, dog primært nyuddannede ansøgere.
Karen Jespersen