Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

SST/ J.nr. 2007-5606

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 19. december 2007

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 6. december 2007 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 30 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 30:

 

”Ministeren bedes oplyse, om en handicapbil, hvortil der er bevilget støtte efter servicelovens § 114, og som er mindre end 6 år gammel, uden videre kan medtages til et andet EU-land, eller om der først skal ske en indfrielse af restgælden, samt hvorledes det i givet fald vil ændre situationen, hvis bilen er mere end 6 år gammel, eller der er bevilget støtte til særlige indretninger.”

 

 

Svar:

 

Støtten til biler efter servicelovens § 114 ydes som et rentefrit lån, hvor den ene del nedskrives, og den anden del af lånet afdrages over seks år. Lånet er således normalt indfriet efter seks år. Det følger heraf, at der ydes støtte i form af et rentefrit lån i de første seks år, efter at personen har fået bevilget handicapbilen.

 

Støtte efter serviceloven forudsætter i henhold til servicelovens § 2 lovligt ophold i Danmark. Det er således som hovedregel ikke muligt at medtage en handicapbil under ophold i udlandet, så længe der ydes støtte til bilen, dvs. før lånet er indfriet. Hvis bilen ønskes medtaget til udlandet tidligere end de seks år efter bevillingen, forudsætter dette normalt, at restgælden indfries.

 

En handicapbil, hvortil lånet endnu ikke er indfriet, kan dog medtages under midlertidige ophold i udlandet, jf. bekendtgørelse nr. 1128 af 13. november 2006 om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet. Varigheden af hjælp under det midlertidige ophold i udlandet beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde og afhænger af formålet med hjælpen og de konkrete omstændigheder, herunder karakteren af hjælpen. Det fremgår endvidere af bekendtgørelsen, at modtageren kan bevare hjælpen, når modtageren deltager i aktiviteter, der er led i aktivering eller revalidering, eller i en uddannelse i udlandet, der berettiger til statens uddannelsesstøtte i udlandet. Hjælpen kan i disse tilfælde bevares i hele perioden for aktiviteterne.

 

Yderligere gælder det, at personer, der bor i et andet EU-land, men har beskæftigelse i Danmark, opnår status af grænsearbejdere i henhold til EU-retten. Som følge heraf vil sådanne personer, i det omfang betingelserne i øvrigt er opfyldt, kunne få bevilget en handicapbil i Danmark, såfremt deres behov for en bil har sammenhæng med deres beskæftigelse. Grænsearbejdere bevarer så længe pågældende er beskæftiget i Danmark retten til en handicapbil, hvor lånet endnu ikke er indfriet, efter principperne i EF-forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelse inden for Fællesskabet.

 

Handicapbiler, hvortil der er ydet støtte til særlige indretninger efter bilbekendtgørelsens § 10, kan medtages til udlandet inden for seksårsperioden på samme vilkår som handicapbiler, hvortil der ikke er ydet støtte til særlig indretning.

 

Hvis lånet i handicapbilen er indfriet, hvilket normalt vil være tilfældet efter seks år, jf. ovenfor, kan bilen medtages til udlandet efter gældende regler. Hvis bilen er udstyret med særlige indretninger efter bilbekendtgørelsens § 10, vil medtagelse til udlandet som udgangspunkt være betinget af, at den særlige indretning afmonteres. Dette gælder dog ikke, hvis betingelserne i bekendtgørelse nr. 1128 af 13. november 2006 er opfyldt, eller hvis den pågældende har status som grænsearbejder.

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Karin Ingemann