Socialudvalget

Christiansborg

Finansministeren

 

 

Endeligt svar på Socialudvalgets spørgsmål nr. 288 (alm. del) af 7. april 2008.

Spørgsmål:

Under henvisning til beskæftigelsesministerens svar på SOU alm. del – spm. 222 bedes ministeren oplyse, om den danske regering vil anvende USA’s liste over varer, der er produceret ved brug af børnearbejde eller tvangsarbejde, når der fremover foretages statslige indkøb.

 

Svar:

Som anført i mit svar på SOU alm. del - spm. 206, er der stillet minimumskrav vedrørende etik i 2. fase af Statens Indkøbsprogram, herunder minimumskrav om at leverede produkter og dele heraf ikke må være produceret i strid med det generelle forbud imod tvangsarbejde og børnearbejde, således som dette bl.a. har fundet udtryk i ILO konventionerne nr. 29, 105, 138 og 182.

 

Lignende krav vil også blive stillet, når der fremover indgås fællesstatslige indkøbsaftaler.

 

Ved den opfølgning, som løbende foretages med henblik på at sikre, at leverandørerne lever op til kontraktens krav, vil relevante oplysninger fra den af Bureau of International Labor Affairs udarbejdede liste indgå på lige fod med øvrige oplysninger, som modtages.

 

Med venlig hilsen

 

Lars Løkke Rasmussen