Talepapir til samråd den 28. marts 2008

 

Det talte ord gælder

 

 

Spørgsmål L

 

Hvilke initiativer vil ministeren tage for at modvirke det stigende antal fattige børn og voksne i det danske samfund? De seneste tal fra Arbejderbevægelsens

Erhvervsråd viser, at antallet af børn, der lever i fattigdom, steg med 11‑12.000 personer fra 2001 til 2005, svarende til en stigning på mellem 23‑32 pct. alt afhængig af opgørelsesmetoden. Disse børn har dårligere livsbetingelser for så vidt angår uddannelse, sundhed etc. Situationen bliver ikke bedre af, at tal fra Arbejderbevægelses Erhvervsråd samtidig viser, at fattigdom ikke er noget forbigående fænomen. I 2005 var der knap 48.000 personer, der havde levet i fattigdom i mindst tre år i træk, og der er således sket en stigning i andelen af fattige, som har været fattige i en længerevarende periode, fra 21,7 pct. i 2001 til 24,4 pct. i 2005.

 

Indledning

Fattigdom er ikke et begreb, der giver mening i en dansk kontekst. Det, tallene fra blandt andet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, er udviklingen i andelen af personer med en relativ lav indkomst – og ikke antallet af fattige.   

 

Vi har en historisk god beskæftigelsessituation, der giver plads på arbejdsmarkedet til mange fra de udsatte grupper, som hidtil har haft svært ved at komme i job. Og der er kommet mange herfra i beskæftigelse i de seneste år. Men vi kan faktisk ikke se den fulde effekt af den øgede beskæftigelse i de senest analyserede tal, der jo er fra 2005.

 

Beskæftigelse er vejen ud af lavindkomstgruppen. Derfor handler det også om, at alle, der kan, får et arbejde eller en uddannelse, og at der sættes ind i forhold til de personlige barrierer for at komme i arbejde eller uddannelse.

 

Og regeringen har taget mange initiativer. Vi har ført en aktiv social- og beskæftigelsespolitik og en stram udlændingepolitik for at hjælpe folk i beskæftigelse her og nu, vi har taget en lang række initiativer for at afhjælpe eventuelle barrierer for at komme på arbejdsmarkedet eller i uddannelse, og vi har også sat ind overfor den negative sociale arv.

 

Jo flere vi kan få i beskæftigelse, jo mere øger vi mobiliteten ud af lavindkomstgruppen, og det gælder også børnene.

 

Regeringen har handlet, og der har heller aldrig været flere i beskæftigelse, end der er nu.

 

Børn i lavindkomstgruppen

Danmark er det land blandt OECD-landene, der har den laveste andel af befolkningen i lavindkomstgruppen, og hvor der er den mest lige indkomstfordeling. En ny rapport fra EU-Kommissionen bekræfter dette billede: Danmark tilhører sammen med de øvrige skandinaviske lande den absolutte elite, når det handler om at have en lav andel af børn i lavindkomstgruppen. Børn er underrepræsenteret i lavindkomstgruppen, og vores system med indkomstoverførsler er i høj grad med til at udligne indkomstforskelle.

 

Mobiliteten ud af lavindkomstgruppen i sin helhed er relativ høj. Omkring 50-60 pct. af dem, der er i gruppen i et år, er ude af gruppen året efter.

 

For mig at se er det helt afgørende, at børn ikke vedvarende befinder sig i lavindkomstgruppen. Red Barnet har for et par år siden lavet en undersøgelse, der viste, at den gennemsnitlige periode i lavindkomstgruppen er 5 mdr. til 1 år for børn. Den viser også, at det kun er ½ promille af de danske børn, der er i lavindkomstgruppen i hele barndommen – dermed ganske få børn.

 

Det er rigtigt, at vi har kunnet se en svag stigning i antallet, som har været i lavindkomstgruppen over en 3-årig periode. Det er heller ikke så overraskende, når vi er i en situation, hvor medianindkomsten, som definerer lavindkomstgruppen, stiger relativt meget. Det betyder jo, at der skal en større indkomststigning til, for at komme ud af lavindkomstgruppen.

 

Uanset hvordan vi opgør tallet, er det vigtigt at understrege, at der kun er tale om ganske få børn, hvor situationen er varig.

 

Initiativer til gavn for udsatte børn

Jeg er enig i, at negativ social arv skaber forskelle med hensyn til sundhed, uddannelse og andre ting.

 

Men udsatte børns problemer i Danmark, handler ikke længere primært om økonomi. Det er snarere et spørgsmål om personlige ressourcer hos forældrene og evnen til at benytte sig af mulighederne. Personlige ressourcer er afgørende for et godt liv. De er forudsætningen for, at man kan klare sig i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i samfundslivet i det hele taget.

 

Negativ social arv anno 2008 handler om, at nogle børn vokser op i hjem, der ikke i tilstrækkelig grad formår at udstyre dem med sociale og kulturelle kompetencer. Og de hjem behøver altså ikke være fattige i materiel forstand.

 

De udsatte børn, som har flest problemer i dag, er kendetegnet ved, at deres forældre ikke i tilstrækkeligt omfang tager hånd om dem. Mange lavindkomstfamilier fungerer fint, og forældrene er udmærket i stand til at tage sig af deres børn

 

Jeg vil derfor opfordre til, at vi koncentrerer os om familiernes reelle behov for støtte. Og i den forbindelse er reglerne klare: kommunerne har et ansvar og altid en pligt til at iværksætte en indsats over for børn, unge og deres familier, hvis der er behov for det.

 

Regeringen har naturligvis også et ansvar for at etablere de rigtige rammer for den kommunale indsats. Regeringen har gennem en stram udlændingepolitik, en aktiv uddannelses- og beskæftigelsespolitik tilvejebragt de nødvendige forudsætninger for, at vi kan sikre flest muligt et liv med uddannelse og arbejde. Samtidig skal vi sætte ind målrettet i forhold til de problemer, som gør sig særligt gældende overfor børn og unge i udsatte familier, og her har regeringen sammen med satspuljepartierne netop afsat mere end 600 mio. kr. til at styrke indsatsen.

 

I regeringens udspil om ”Lige muligheder - styrkede personlige ressourcer og sammenhængskraft” er der sat særligt fokus på, hvordan det sikres, at udsatte børn og unge bliver i stand til - på lige fod med andre børn - at udnytte de muligheder, som samfundet stiller til rådighed. Det kræver blandt andet en tidlig indsats og en styrkelse af indsatsen over for svage grupper, eksempelvis unge, sårbare mødre.

 

Som et af regeringens mange andre initiativer over for gruppen af børn og unge, kan jeg for eksempel også nævne globaliseringspuljen. Her er der afsat midler til at styrke kvaliteten i de erhvervsrettede ungdomsuddannelser med særligt fokus på at reducere frafaldet. Det sker blandt andet gennem mentor- og kontaktlærerordninger, styrket skolemiljø og udarbejdelse af handlingsplaner for frafald.

 

Et af de overordnede mål er for eksempel, at mindst 95 pct. af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse fra 2015. Indfrielse af målene i globaliseringspuljen vil gavne de børn og unge, som i dag ikke får en kompetencegivende uddannelse

 

Endelig kan jeg nævne ”Forebyggelseskommissionen”, som regeringen netop har nedsat. Forebyggelse på sundhedsområdet skal have topprioritet i de kommende år,   hvor vi skal have gjort op med de livsstilsrelaterede sygdomme. Vi skal have mere viden og prioritering ind i forebyggelsesarbejdet, Vi skal skabe gode rammer for forebyggelsen og sætte klare mål for indsatsen. Derfor skal kommissionen blandt andet komme med forslag, der kan styrke den forebyggende indsats, herunder med særligt fokus på mindre ressourcestærke grupper.

 

Konkrete socialpolitiske initiativer kan, sammen med regeringens beskæftigelsespolitik og regeringens mange andre initiativer, sikre, at alle borgere også får de personlige ressourcer – men også det ansvar - der skal til for at udnytte de muligheder, der allerede er.

 

Afslutning

Så mit svar er klart – regeringen har taget mange initiativer med henblik på at skabe bedre muligheder for de udsatte grupper til at komme i beskæftigelse eller i uddannelse. Vel at mærke initiativer, der allerede nu har vist gode resultater.

 

Spørgsmål M

 

Ministeren har udtalt, at man aldrig skal sige aldrig i forhold til en fattigdomsgrænse, hvis der er nogen, der kan komme med et brugbart bud. Vil ministeren nedsætte en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe, der skal komme med et oplæg til, hvordan man kan indføre en officiel fattigdomsgrænse i Danmark?

Det er spørgerens opfattelse, at en officiel fattigdomsgrænse er nødvendig i forhold til at tydeliggøre problemets størrelse.

 

Indledning

Ingen af de metoder, der hidtil er blevet anvendt til at måle fattigdom i Danmark, har vist sig at kunne give et dækkende billede af, om nogle lever under et ”acceptabelt” eller ”rimeligt” leveniveau. Et acceptabelt eller rimeligt leveniveau afhænger ikke alene af den enkeltes økonomiske forhold, men også af den enkeltes situation, livsførelse og ønsker. 

 

En relativ lavindkomstgrænse

Jeg undrer mig da også over, hvorfor nogle mener, at der er så stort et behov for en fattigdomsgrænse.

 

Spørgeren mener, at en officiel fattigdomsgrænse er nødvendig i forhold til at tydeliggøre problemets størrelse, og tager udgangspunkt i, at lavindkomstgruppen er vokset – uden hensyntagen til, hvordan lavindkomsten opgøres og dermed også uden hensyn til, hvorfor den er vokset.

 

Lavindkomstgruppen defineres ved personer, som har en lav indkomst i forhold til den øvrige befolkning. Den disponible indkomst skal ligge under 50 pct. af medianindkomsten.

 

Det vil sige, at der er tale om et relativt begreb. Hvis man fordoblede alle indkomster, ville lavindkomstgruppen have den samme størrelse. Vi kan vel være enige om, at gruppen ikke kan være lige fattig, og at en sådan fattigdomsgrænse ikke i sig selv har nogen mening.

 

Et andet eksempel er, at hvis lavindkomstgruppen i 2005 blev fastsat ud fra niveauet for lavindkomstgrænsen fra 2001 – det vil sige med samme købekraft i faste priser som i 2001 – så ville der i 2005 være 18.000 færre personer i lavindkomstgruppen end i 2001 og ikke 47.500 flere. Altså ville der i dag være mindre behov for en fattigdomsgrænse end i 2001.

 

Disse eksempler viser, at en stigning i antallet af personer i lavindkomstgruppen ikke nødvendigvis betyder, at der er flere, der har en lavere disponibel indkomst.

 

En absolut fattigdomsgrænse

Hvordan en eventuel grænse skulle fastsættes vil i bund og grund altid afhænge af den enkeltes livsførelse og ønsker. Og netop derfor bliver det et politisk spørgsmål, der jo også – blandt meget andet – omfatter en afvejning af hensynet til, at det skal kunne betale sig at arbejde og uddanne sig.

 

En bestemt fastsat disponibel indkomst i et givent år er heller ikke nødvendigvis et særligt godt mål for en families faktiske levestandard. Et lån til et dyrt fjernsyn vil – når der betales renter og afdrag – gøre familiens rådighedsbeløb til forbrug mindre. Og omvendt, hvis man har sparet penge op. Hvordan skal en fattigdomsgrænse forholde sig til det? Og skal man ’straffes’ for at spare op og ’belønnes’ for at have haft et højere forbrug for lånte penge?

 

Det ligger også danskerne frit for i en periode bevidst at prioritere mere tid sammen med børnene, og det skal staten ikke blande sig i. Det kan godt bringe en familie i den laveste indkomstgruppe, men det betyder altså ikke, at familien pludselig er fattig.

 

Man kan sige det samme om ressourcestærke studerende eller personer, der vælger at starte deres egen virksomhed, og i opstartsperioden lever for mindre penge. De er vel heller ikke fattige. Her er vi netop ved sagens kerne. For hvad har familierne ud af en officiel fattigdomsgrænse, når den ikke i praksis vil kunne komme til at afspejle deres konkrete behov?

 

Det samme gør sig gældende for gruppen af udsatte. Man behøver jo ikke, alene fordi man har en lav indkomst, samtidig at være socialt udsat. Og fordi man er socialt udsat, behøver man ikke at have en lav indkomst. Mange socialt udsatte har fået tilkendt førtidspension, og næsten alle førtidspensionister har indkomster over den sædvanlige grænse for lav indkomst. Det er altså to forskellige og kun i begrænset omfang sammenfaldende grupper.

 

Særlige problemer skal løses på anden vis

De særlige problemer, som fx de socialt udsatte kæmper med, kan som udgangspunkt ikke klares ved at forhøje indkomsten. Der er tale om mennesker, som lever et meget vanskeligt liv – med misbrug, psykisk sygdom eller kriminalitet – og der skal helt andre metoder til at ændre på det. De udsatte grupper skal ikke bare spises af med en check. De har brug for støtte, så de kan klare tilværelsen, hjælp til at komme ud af et misbrug og den slags initiativer. Og de problemstillinger gør vi faktisk meget ved.

 

Derfor er jeg heller ikke enig i, at en fattigdomsgrænse er nødvendig for at have fokus på udviklingen i indkomstfordelingen. Grænsen kunne derimod risikere at blive en sovepude. Den individuelle vurdering kunne forsvinde, og hvis familiens indkomst overstiger grænsen, kunne konklusionen nemt blive, at det ikke var nødvendigt at gøre mere.

 

Vi har løbende fokus på udviklingen i indkomster og indkomstfordelingen. Udviklingen i lavindkomstgruppen er i årevis blevet analyseret af Finansministeriet og andre dele af centraladministrationen. Og der bliver også jævnligt udgivet publikationer fra forskningsinstitutioner som for eksempel SFI. Og der tages højde for de svage grupper i den måde, vi har indrettet vores fintmaskede net af forsørgelsesydelser på.

 

Oppositionen har ikke selv et bud på en fattigdomsgrænse

Både Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne har gennem lang tid efterlyst en klar officiel definition af, hvornår man er fattig i Danmark. I Politiken den 10. november 2007 gav Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen dog udtryk for, at Socialdemokraterne ikke selv var i stand til at komme med en brugbar definition på fattigdom. Og det kan man godt forstå.

 

Afslutning

Jeg finder ingen grund til, som det er foreslået, at nedsætte en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe, der skal komme med et oplæg til, hvordan man kan indføre en officiel fattigdomsgrænse i Danmark.

Til gengæld vil vi fortsat følge udviklingen i indkomstfordelingen og løbende prioritere at hjælpe særlige grupper, der har behov for hjælp.