Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

MLN/ J.nr.

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 14. april 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 26. marts 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 265 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 265:

 

”Vil ministeren oplyse, om en kommune lovligt kan sætte bestemte paragraffer i lov om social service ud af kraft, jf. Århus kommunes tilkendegivelser i den handicappolitiske redegørelse for 2007, punkt 36, "§ 44 anvendes ikke som visitationssparagraf i Århus Kommune. I stedet tilbydes f.eks. vederlagsfri fysio- og anden terapi visiteret af egen læge, ligesom der gives rådgivning efter SEL § 11 til et antal børn. Dette varetages bl.a. af Børn og Ungecenter Rehabilitering under region Midtjylland", og under punkt 38 (om ledsageordning efter serviceloven § 45), Århus kommune visiterer ikke til ydelsen, idet aflastningsordningen anses som en mere passende ydelse til målgruppen, idet denne ydelse også har et pædagogisk perspektiv. Behovet har været meget begrænset igennem de senere år, og intet tyder på denne udvikling vil vende.”

 

Svar:

 

Indledningsvis vil jeg gerne understrege at ydelse af hjælp efter serviceloven skal ske på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons samlede behov for hjælp.

 

Dette gælder også, når kommunerne træffer afgørelse om fx personlig hjælp og pleje, vedligeholdelsestræning og ledsagelse efter reglerne i servicelovens § 44, jf. §§ 83 og 86, stk. 2 og § 45.

 

Det fremgår af servicelovens § 44, at voksenreglerne om personlig hjælp og pleje og vedligeholdelsestræning m.v. finder tilsvarende anvendelse vedrørende børn, når der er behov herfor. Det fremgår af servicelovens § 45, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til unge mellem 16 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette gælder dog ikke for unge mellem 16 og 18 år, som har et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 8.

 

Det er vigtigt for mig at fremhæve, at en person med betydelig og varigt nedsat funktionsevne i videst muligt omfang skal have den nødvendige støtte. Dette gælder også til personlig hjælp og pleje, vedligeholdelsestræning og ledsagelse med henblik på at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

 

En borgers konkrete sag kan indbringes for det sociale nævn.

 

Det fremgår, at der er stillet spørgsmål om Århus kommunes anvendelse af servicelovens §§ 44 og 45. I den anledning kan jeg oplyse, at jeg som minister ikke kan gå ind i enkeltsager. Desuden kan jeg oplyse, at tilsynet med kommunerne varetages af statsforvaltningen i den region, hvori kommunen er beliggende. Det er således statsforvaltningen Midtjylland, der fører tilsyn med Århus Kommune, jf. § 47, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse. Velfærdsministeriet har videresendt dit spørgsmål om Århus Kommune til Statsforvaltningen Midtjylland med henblik på, at statsforvaltningen kan tage stilling til, om dit spørgsmål giver grundlag for, at statsforvaltningen behandler sagen. Statsforvaltningen beslutter selv, om der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse en tilsynssag.

 

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Karin Ingemann