Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

Akj/lof/ J.nr. 2006-439

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 21. april 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 13. marts 2008 følger hermed velfærdsministerens svar på spørgsmål nr. 256 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 256:

 

”Ministeren bedes uddybe sin udtalelse til Information den 11. marts 2008 og oplyse, hvordan hun mener, kommuner skal gældssanere familier på kontanthjælp, da det ikke kan lade sig gøre efter de almindelige regler for kontanthjælp. Vil ministeren eventuelt give lovgivningsmæssig og økonomisk mulighed for, at kommunerne kan yde gældssanering til familier på kontanthjælp?”

 

 

Svar:

 

Det, jeg udtalte mig om i Information den 11. marts 2008, er, at familier der i dag sættes på gaden, ofte har problemer, som ikke bliver opdaget, før de ender i fogedretten. Her kan for eksempel et samarbejde mellem kommuner og boligforeninger efter min opfattelse medvirke til at forhindre udsættelser.

 

Det er vigtigt at finde forskellige veje til at undgå udsættelser. Her kan for eksempel gældssanering og gældsrådgivning være en mulighed. SFI’s rapport viser således, at udsatte lejere blandt andet er kendetegnet ved en høj gæld, og at risikoen for, at lejere bliver sat ud af deres bolig, forstærkes markant, hvis de har en stor gæld. Personer i familier med stor gæld har allerede i dag mulighed for ved skifteretten at søge om at få deres gæld saneret. Ved de netop afsluttede satspuljeforhandlinger blev det vedtaget at etablere en ansøgningspulje til etablering af en frivillig gældsrådgivning, der primært skal henvende sig til socialt udsatte borgere.

 

Formålet med etableringen af en frivillig gældsrådgivning er, at den enkelte kan få overblik over gældsproblematikken og den økonomiske situation. På længere sigt er det hensigten, at rådgivningen fører til, at den enkeltes rådighedsbeløb øges, og dermed også motivationen for at komme i arbejde.

 

Det er desuden målsætningen, at den frivillige gældsrådgivning skal bidrage til, at socialt udsatte borgere, der er kommet i økonomiske vanskeligheder, får hjælp til at opretholde en passende bolig og dermed reducere risikoen for akut udsættelse.

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Kirsten á Rogvi