Folketingets Socialudvalg

 

 

 

Dato: 22. april 2008

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 21. februar 2008 følger hermed velfærdsministerens svar på spørgsmål nr. 226 (SOU Alm. del).

­

 

Spørgsmål nr. 226:

”Ministeren bedes redegøre for Wiens arbejde mod menneskehandel, herunder det oprettede center, der skal tage sig af børnene, og de procedurer, der anvendes i forbindelse med hjemsendelse, samarbejde med hjemlande osv.”

 

 

Svar:

Til besvarelse af spørgsmålet har jeg bedt Center mod Menneskehandel om at bidrage med oplysninger vedrørende Wiens arbejde mod menneskehandel, med fokus på indsatsen overfor børn og unge. Centrets oplysninger stammer fra hjemmesiden www.wieninternational.at , SIRCC (Sccotiish Institute for Residential Child Care), City of Vienna, Municipal Department 35, Immigration, Citizenship, Registry samt personlig kontakt til krisecenter Drehscheibe i Wien.

 

Center mod Menneskehandel oplyser følgende:

 

”I 2001 oprettede Wien tolv krisecentrer målrettet udenlandske børn, som var ofre for menneskehandel. Børnene kom hovedsagelig fra Bulgarien og Rumænien, heraf en del med romabaggrund, og antallet af handlede børn var stigende indtil 2005, hvor tallet nåede 700 børn alene i Wien (nogle af børnene kan dog være registreret flere gange, idet krisecentrene registrerer indskrivninger og ikke personer. En del børn stikker af og bliver af politiet bragt tilbage til krisecentret, hvor de registreres igen).

 

Et af krisecentrene tog kontakt til den rumænske og den bulgarske ambassade i Wien og indgik en aftale om, at børnene hurtigt kunne få midlertidigt pas, så de kunne hjemsendes samme dag, som de kom i kontakt med de østrigske myndigheder. Det var centrets erfaring, at børnene hurtigt forsvandt fra børnehjemmene og derfor ikke nåede at modtage den tilsigtede behandling og hjemsendelse. Det skulle denne aftale med de rumænske og bulgarske myndigheder afhjælpe.

 

Der blev endvidere etableret et udvidet samarbejde mellem politi og krisecentrer.

 

Samarbejdet mellem landene er nu udvidet. Der er oprettet 14 krisecentre i Rumænien og foreløbig 3 i Bulgarien, der kan modtage børnene. Proceduren for hjemsendelse er, at krisecentret i Wien kontakter ambassaden i barnets hjemland, børnene modtages af IOM eller Youth Welfare (en statslig myndighed), og derefter bringes de til et af hjemlandets krisecentrene, hvor personalet tager sig af de videre foranstaltninger. Børnene opholder sig typisk seks måneder på centrerne, inden de hjemsendes til deres familier, hvor dette er muligt. Centrerne er inspireret af de østrigske krisecentrer, der er ansat pædagoger, socialrådgivere og psykologer og en politistation er tilknyttet centrene, så børnene kan søge hjælp, hvis de kontaktes af bagmænd.

 

Nogle af børnene er solgt eller udlejet af forældrene, der sælger børnene til bander, som tager dem med til udlandet med henblik på tyveri eller prostitution. I mange tilfælde er forældrene dog ikke vidende om, hvad deres børn sælges til. Børnene rejser derfor ofte med en skriftlig tilladelse fra forældrene, hvilket begrænser politiets handlemuligheder, når børnene henvendte sig og beder om hjælp. Denne mulighed er nu blevet begrænset af rumænsk og bulgarsk lovgivning.

 

Centrerne arbejder også forebyggende med børnenes forældre, så de ikke fristes til at sælge børnene igen. Hvis det vurderes, at det vil være skadeligt for børnene at vende tilbage til forældrene, anbringes de typisk hos andre familiemedlemmer.

 

Resultatet af dette samarbejde med hjemlandene er, at antallet af henvendelser til krisecentrene i Wien i perioden 2004-2007 er faldet betragteligt:

 

2004: 316 registrerede

2005: 701 registrerede

2006: 312 registrerede

2007: 72 registrerede

 

Medvirkende til faldet er også, at politiet patruljerer mere i gaderne, at børnene hurtigere bliver hjemsendt til krisecentrene i hjemlandene, og at Wien dermed ikke længere fremstår som så attraktivt et sted for bagmændene.” 

 

 

Karen Jespersen

 

/   Vibeke Abel