Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 4. marts 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 7. februar følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 170 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 170:

 

”Under henvisning til ministerens svar på SOU alm. del – spørgsmål 108 bedes det oplyst, om velfærdsministeren finder det rimeligt – uanset om vi i Danmark har en officiel fattigdomsgrænse eller ej – at unge psykisk syge, der i alt fald i en periode er for syge til at arbejde, skal leve for 4.852 kr. om måneden før skat? Er velfærdsministeren ikke enig i, at det vanskeligt at forklare Henning, at hvis han blot led af skizofreni i stedet for depression, så

ville han i dag få 9.219 kr. om måneden før skat i stedet for de 4.852 kr. om måneden? Hvad er det for en ’aktiv og målrettet indsats’, som skal hjælpe Henning, men som tydeligvis ikke gør det?”

 

 

Svar:

Med henvisning til mit svar på spørgsmål 108 af 6. februar 2008 skal jeg gøre opmærksom på, at spørgsmål om kontanthjælpens størrelse hører under beskæftigelsesministerens ansvarsområde.

 

Dernæst vil jeg gerne understrege, at regeringen tager unge sindslidendes problemer meget alvorligt.

 

Regeringens mål er, at sindslidende har de samme muligheder som andre for at få et meningsfyldt liv med mulighed for at bo i egen bolig, få en uddannelse og et arbejde, stifte familie og skabe sociale relationer. Kommunerne har pligt til ud fra en individuel vurdering, at give sindslidende den fornødne støtte og hjælp, der forbedrer mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse.

 

Det er regeringens opfattelse, at det er væsentligt for sindslidende at have et liv med arbejde, kolleger og det sociale fællesskab, der ligger på arbejdspladsen. Selv den mindste tilknytning til arbejdsmarkedet kan være med til at vende en negativ social spiral, og regeringen er derfor af den holdning, at det at have et arbejde har stor betydning for den enkelte.

 

Regeringen satte derfor øget fokus på netop denne målgruppe med iværksættelsen af initiativerne i ’Nye veje til arbejde’, hvoraf hovedparten af initiativerne netop var rettet mod sindslidende. Jeg kan særligt fremhæve ordningen med personlig assistance til sindslidende i erhverv som et initiativ, der kunne være relevant i Hennings tilfælde. Andre initiativer i ’Nye veje til arbejde’ er blandt andet rettet mod at udbrede den eksisterende viden om sindslidende i arbejde blandt sagsbehandlere, virksomheder m.v.

 

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Bent Nielsen