Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

URA/ J.nr. 2008-972

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 3. marts 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 29. januar 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 141 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 141:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Ruth Mejlholm vedr. førtidspension omdelt på SOU alm. del - bilag 24, herunder redegøre for, om ministeren finder de gældende regler om indtægtsregulering af førtidspension på baggrund af ægtefællens/samleverens indkomst rimelige.”

 

 

Svar:

 

Formålet med førtidspension er at sikre forsørgelsesgrundlaget for personer, der på grund af nedsat arbejdsevne ikke kan forsørge sig selv ved et arbejde. Der er tale om en forsørgelsesydelse, der er målrettet personer efter deres forsørgelsesbehov. I de tilfælde, hvor en førtidspensionist er i stand til at opretholde en vis indtægt, eller hvor førtidspensionisten er gift eller samlevende, og partneren har en indkomst, som indgår i parrets samlede forsørgelse, foretages der derfor indtægtsregulering af pensionen. Et bredt flertal i Folketinget har besluttet, at reglerne skal indrettes sådan - senest i forbindelse med vedtagelsen af førtidspensionsreformen.

 

Samtidig skal det bemærkes, at såvel efter den gamle som den nye ordning, er pensionisten sikret sit eget forsørgelsesgrundlag.

 

For førtidspensionister på gammel ordning berører aftrapning som følge af ægtefælle/samlevers erhvervsindkomst alene pensionstillægget og eventuelle personlige tillæg. Aftrapningen af pension som følge af ægtefælle/samlevers erhvervsindkomst kan med gældende regler højst udgøre 28.752 kr. i 2008, svarende til størrelsen af pensionstillægget. Hertil kommer personlige tillæg, hvor størrelsen afhænger af de individuelle forhold. Grundbeløbet nedsættes alene på grundlag af pensionistens egen indkomst.

 

For førtidspensionister på den nye ordning består førtidspensionsydelsen til en gift/samlevende pensionist af ét samlet beløb (155.364 kr. årligt i 2008), der indtægtsreguleres på baggrund af ægtefællernes/de samlevendes samlede indtægter ud over den sociale pension.

 

Aftrapningen af førtidspensionen som følge af ægtefællens/samleverens indtægt kan maksimalt udgøre 31.140 kr., hvis førtidspensionisten ikke selv har supplerende indtægter. I et sådant tilfælde er det alene ægtefællens eller samleverens indtægter i intervallet 253.964 kr. til 357.764 kr., der medfører reduktion af førtidspensionen. Ægtefællen eller samleverens indtægter herudover medfører ikke nedsættelse af førtidspensionen.

 

En førtidspensionist uden egne supplerende indtægter er derfor sikret en førtidspensionsydelse på mindst 124.224 kr. om året. Det svarer til, at pensionisten bevarer ca. 80 pct. af førtidspensionssatsen til gifte/samlevende.

 

Som det fremgår af ovenstående, vil en førtidspensionist på ny ordning uden egne indtægter, således som minimum få udbetalt en ydelse på 10.352 kr. om måneden før skat efter de gældende regler.

 

 

Karen Jespersen

 

/ Bent Nielsen