Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

THA/ J.nr. 2008-794

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 1. februar 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 22. januar 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 130 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 130:

 

”Hvad er ministerens holdning til en henvendelse fra Det Centrale Handicapråd, hvor ministeren opfordres til "at personkredsen for merudgiftsydelsen bliver gjort tydelig, så det sikres, at personer med betydelige funktionsevnenedsættelser ikke selv kommer til at betale for deres handicapkompensation", og hvor rådet "stiller spørgsmålstegn ved relevansen i at lægge vægt på selvhjulpenhed som kriterium ved tildeling af merudgiftsydelse", hvilket er konsekvensen af Ankestyrelsens praksis på området?”

 

 

Svar:

 

Jeg er meget opmærksom på problemstillingen omkring personkredsen for merudgiftsydelsen.

 

Jeg kan oplyse, at det ifølge intentionerne bag loven er den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse og de deraf affødte behov for kompensation for merudgifter, der er afgørende for berettigelse til merudgiftsydelsen. I denne vurdering vil bl.a. indgå ansøgerens aktivitetsniveau, boligforhold, erhvervsforhold, personlige forhold og helbredsforhold.

 

På baggrund af lovens intentioner og Ankestyrelsens senere fortolkningspraksis for tildeling af merudgiftsydelse vil jeg snarest se nærmere på, om der eventuelt kan være behov for præciseringer i forhold til afgrænsningen af personkredsen.

 

Jeg kan afslutningsvis oplyse, at merudgiftsydelsen generelt er et tema, som vil indgå i de kommende drøftelser om virkningerne af førtidspensionsreformen.

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Karin Ingemann