Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 11. marts 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 21. januar 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 122 (SOU Alm. del).

 

­

Spørgsmål nr. 122:

 

”Hvad er begrundelsen, for at en kommune ikke har pligt til at påbegynde en sagsbehandling i forhold til de behov en person med handicap har, forud for at personen flytter til den pågældende kommune?”

 

 

Svar:

 

Efter retssikkerhedslovens § 9 er det en borgers opholdskommune, der har pligt til at yde hjælp. Opholdskommunen er den kommune, hvor borgeren har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig.

 

Når en borger flytter til en anden kommune, har tilflytningskommunen pligt til at yde borgeren hjælp fra tidspunktet for flytningen.

 

På den måde er det klart fastlagt, hvilken kommune der har pligt til at yde hjælp, og den enkelte borger er sikret, at der altid er en kommune, der har pligten til at yde den pågældende hjælp.

 

Andre kommuner end opholdskommunen har ikke pligt til at træffe afgørelse om og til at yde hjælp, medmindre det er fastsat i lovgivningen.

 

En borger kan herunder ikke forlange, at en kommune konkret skal tage stilling til, hvilke konkrete ydelser borgeren ville kunne få, hvis borgeren valgte at flytte til den pågældende kommune eller træffe afgørelse om hjælp, f.eks. med forbehold om at afgørelsen kun gælder, hvis og når borgeren rent faktisk flytter til kommunen.

 

Hvis en borger havde krav på sådanne udtalelser eller afgørelser, kunne det dels skabe uklarhed om borgerens retsstilling og de forskellige involverede kommuners pligt til at yde og betale for hjælp, dels medføre et unødigt øget ressourceforbrug i kommunerne.

 

Lovgivningen forhindrer imidlertid ikke, at en tilflytningskommune også inden tilflytningen begynder behandlingen af en sag med samtykke fra den pågældende borger.

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Karin Ingemann