Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

LKR/ J.nr. 2008-608

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 20. februar 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 18. januar 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 116 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 116:

 

”Ministeren bedes kommentere vedlagte henvendelse vedrørende tilskud til kørsel, fra Susanne Turn Pedersen”

 

 

Svar:

 

Henvendelsen vedrører befordring for en person med en funktionsnedsættelse ved besøg hos familien. Der er flere muligheder for at tilbyde befordring i en sådan situation efter serviceloven.

 

Servicelovens § 100 giver mulighed for, at mennesker med en funktionsevne kan få tilskud til dækning af merudgifter i forbindelse med transport blandt andet til besøg hos familien. Det er en forudsætning, at behovet for hjælp til transport er en direkte følge af funktionsnedsættelse, og at merudgifterne overstiger 500 kr. om måneden eller 6.000 kr. om året.

 

Derudover kan der ydes støtte til køb af handicapbil efter servicelovens § 114, hvis vedkommende som følge af funktionsnedsættelsen har et behov for at færdes i egen bil, der sammenholdt med funktionsnedsættelsen betyder, at kørsel i egen bil vil betyde en væsentlig lettelse i den daglige tilværelse. Det er ikke en betingelse for støtte til køb af bil, at vedkommende selv kan føre bilen.

 

Ifølge Servicelovens § 117 kan kommunalbestyrelsen desuden yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler. Der kan ikke klages over kommunens afgørelse efter denne bestemmelse.

 

Der skal understreges, at der i ingen af bestemmelserne er foretaget en afgrænsning af, at der kun kan gives tilskud til befordring ved besøg hos forældre. Det fremgår ikke efter hvilken bestemmelse, der tidligere er blevet givet tilskud til transport i den sag, der er beskrevet i henvendelsen fra Susanne Turn Pedersen. Jeg kan derfor ikke kommentere henvendelsen yderligere.

 

Det er kommunen, der træffer afgørelse om, hvorvidt en person er berettiget til støtte til transport. Der kan klages over kommunens afgørelse til Det Sociale Nævn. Det Sociale Nævns afgørelser er som udgangspunkt endelige, men Ankestyrelsen kan tage en sag op, hvis den er af generel eller principiel karakter. 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Karin Ingemann