Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

ECO/ J.nr. 2008-496

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 29. januar 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 11. januar 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 106 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 106:

 

”Hvad er ministerens kommentarer til DR1's historie den 8. januar 2008 om, at unge sidder låst inde på en sikret institution i op til 9 måneder efter, at de har udstået deres straf, og hvordan vil regeringen sikre, at Danmark hurtigst muligt lever op til FN's børnekonvention, og at kommunerne har tilstrækkeligt med tilbud på åbne institutioner og ordentlige efterbehandlingstilbud?”

 

 

Svar:

 

Udsendelsen på DR1 d. 8. januar 2008 om unge på de sikrede institutioner, drejer sig ikke om unge, der venter, efter at de har udstået deres straf, men om unge, der sidder og venter, efter at de har fået en dom. De unge venter - ifølge indslaget – på, at kommunen skal finde en åben institution, hvor de kan afsone deres dom.

 

Min holdning er, at kriminelle unge ikke skal være anbragt på en sikret institution længere end højst nødvendigt, efter at de har fået en dom. Jeg vil derfor undersøge, hvad årsagen er til, at de unge venter så længe, og hvad der kan gøres for at nedbringe ventetiden.

 

For at få belyst, hvorfor unge venter så længe på de sikrede afdelinger efter dom, har ministeriet holdt møder med KL og Direktoratet for Kriminalforsorgen.

 

Både KL og Direktoratet for Kriminalforsorgen har tilkendegivet, at de vil undersøge årsagen til den lange ventetid. Direktoratet for Kriminalforsorgen har endvidere, da de blev gjort bekendt med problemet, skriftligt indskærpet over for kriminalforsorgens afdelinger, at sager vedrørende unge, som er anbragt i varetægtssurrogat på en af de sikrede institutioner, bør hastebehandles.

 

Regeringen har i forbindelse med kommuneaftalen for 2008 besluttet at nedsætte et udvalg, der skal se på styringsprincipperne for sikrede afdelinger og brugen af disse. Spørgsmålet om unge, der har fået en dom, og som venter i uforholdsmæssig lang tid på sikrede afdelinger på fuldbyrdelse af dommen, vil blive taget op i udvalget. Ligeledes vil KL og Direktoratet for Kriminalforsorgens undersøgelse af årsagen til den lange sagsbehandling indgå i udvalgets arbejde.

 

Udvalgsarbejdet skal være afsluttet i slutningen af april måned 2008.

 

Jeg forventer, at udvalget peger på, hvordan vi kan få nedbragt ventetiderne.

 

Med hensyn til om der er tilstrækkeligt med tilbud på åbne institutioner og efterbehandling, så er det kommunerne, der skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på døgninstitutioner for børn og unge.

 

For at sikre overblik over anbringelsestilbud på landsplan og dermed nedbringe den tid, der skal bruges til at finde et egnet anbringelsestilbud, samler ministeriet oplysninger om kommunale, regionale og private tilbud i Tilbudportalen. Her kan kommunerne let og hurtigt finde alle godkendte tilbud i hele landet, som er rettet mod unge kriminelle.

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Nina Eg Hansen