Til

Folketinget - Skatteudvalget

 

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 73 af 18. januar 2008.

(Alm. del).

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                           /Lise Bo Nielsen

                        


Spørgsmål 73:

Ministeren bedes kommentere materiale udleveret af Advokatfirmaet GS Tax ApS under foretræde for udvalget den 16. januar 2008 vedrørende beskatning af hestesporten, jf. alm. del - bilag 52.

 

Svar: Dansk Travsports Centralforbund og Dansk Galop har - med inspiration i de svenske regler - udarbejdet et oplæg til beskatning af virksomhed med væddeløbsheste. Den foreslåede ordning vil efter de to organisationers opfattelse på alle måder være en bedre løsning end den nuværende praksis, både samfundsmæssigt og for udviklingen af hestesport i Danmark.

Ifølge organisationernes repræsentant bliver virksomhed med væddeløbsheste i dansk praksis opfattet som hobby, dvs. ikke erhvervsmæssig virksomhed. Det betyder, at indkomst beskattes, mens omkostninger kun kan fradrages i meget begrænset omfang, og investeringer kan ikke afskrives. Der er ikke fradrag for moms, hvilket øger disse virksomheders omkostningsniveau. Reglerne giver anledning til væsentlig administration med regnskabsmæssig opdeling af landbrugsejendommens forskellige aktiviteter. En situation, der giver anledning til hyppige drøftelser og konflikter med skattemyndighederne. Dertil kommer, at reglerne praktiseres forskelligt i forskellige egne af landet.

Ifølge organisationernes repræsentant blev der for 15 år siden indført en ordning i Sverige, hvorefter virksomhed med 3 heste eller mere betragtes som erhvervsmæssig både i relation til skat og moms. Ordningen skal have medført betydelig vækst i branchen og dermed flere jobs. Der er langt færre konflikter mellem hesteejere og skattemyndigheder end tidligere. Branchen var tidligere præget af sort økonomi, dette er stort set forsvundet.

Forslaget fra de to organisationer går ud på, at virksomhed med mindst 3 heste, der deltager i trav- eller galopsport, skal anerkendes som erhvervsmæssig. Der er ifølge organisationerne tale om en ordning, hvor man ud fra lette og objektive kriterier kan afgrænse, om en hestevirksomhed er erhvervsmæssig eller ej. Ordningen indebærer, at alle indtægter, præmiebeløb og fortjenester beskattes, og der er fradrag for driftsomkostninger. Hestene betragtes som driftsmidler, der afskrives efter saldometoden. Gevinst og tab ved salg af hestene beskattes over driftsmiddelsaldoen. Virksomheden skal afregne moms som anden erhvervsmæssig virksomhed. Dette indebærer moms af præmiebeløb, og denne moms afregnes til SKAT af trav- og galopbanen på hesteejerens vegne.

Ifølge de to organisationer er der - baseret på de svenske erfaringer - en række positive effekter ved forslaget:

·        Forbedret konkurrencesituation for danske trav- og galopheste

·        Forbedret konkurrencesituation for danske trav- og galopbaner

·        Forbedret konkurrencesituation for danske trænere

·        Øget interesse for seriøse erhvervsinvesteringer

·        Arbejdspladser i geografiske randomrÃ¥der

·        Jobs til ufaglærte

·        Bedre skatte- og momsgrundlag - regnskabskrav og indberetning af oplysninger

·        Evt. sort økonomi ændres til hvid

·        Anvendelse og dermed bedre vedligeholdelse af landbrugsejendomme i geografiske randomrÃ¥der

De to organisationer har regnet på, hvilke indtægter og udgifter, der er i virksomhed med væddeløbsheste i Danmark - uden at indregne de afledte positive effekter ved den foreslåede ordning.

De samlede indtægter, eksklusiv indtægter ved handel med væddeløbsheste, skønnes at være omkring 50 mio. kr. større end omkostningerne (kr. 205-157 mio.). Momsprovenu alene af disse merindtægter udgør kr. 12 mio.

Et forsigtigt skøn med hensyn til statens provenu er, at der kommer et merprovenu, fordi der vil blive opkrævet moms af præmiepenge og skat af gevinst ved salg af væddeløbsheste. Herudover vil den provenumæssige effekt være øgede fradragsberettigede udgifter og fradrag af købsmoms. De positive effekter i øvrigt vil være en øget indberetning og dermed større sikkerhed ved opgørelse af skatte- og afgiftsgrundlaget.

 

Det materiale, der er umiddelbart tilgængeligt om den svenske ordning, herunder Handledning för beskattning av inkomst och förmögenhet m.m., 2007, synes ikke at kende til den af organisationernes repræsentant omtalte ordning, hvorefter ejere af 3 heste eller flere, der deltager i trav- eller galopløb, altid anses for i skatte- og momsmæssig henseende at drive erhvervsmæssig virksomhed.

Skatteministeriet vil derfor tage kontakt til de svenske skattemyndigheder for at høre nærmere om de svenske skatte- og momsregler på området.