Folketingets Skatteudvalg

Christiansborg

Finansministeren

21. oktober 2008

J.nr. 64-49

 Svar på Skatteudvalgets spørgsmål nr. 404 af 3. oktober 2008 (alm. del).

Spørgsmål:

Ministeren bedes tilsende udvalget sit talepapir fra samrådet den 1. oktober 2008 om samrådsspørgsmål D (ECOFIN-rådsmøde d. 7/10-08).

Svar:

 

Det talte ord gælder

 

Indledningsvis vil jeg henvise til oversigtsnotatet om de fiskale EU-forslag, som Skatteministeriet har oversendt til udvalget, samt bilaget til den kommenterede dagsorden om formandskabsprogrammet. Det kommende ECOFIN-møde har følgende sager på dagsordenen.

 

For så vidt angår nedsat moms skal der være en opfølgning på den generelle drøftelse på det uformelle ECOFIN i september, og der vil være særlig fokus på medlemslandenes vurdering af fordele og ulemper ved anvendelsen af nedsatte momssatser.

 

Kommissionen har i den forbindelse iværksat en spørgeundersøgelse om landenes analyse af virkningerne af nedsat moms og provenutabene af eventuelt at anvende nedsatte momssatser.

 

Det er fortsat dansk holdning, at nedsat moms ikke er egnet til at opnå sektorpolitiske mål. Det skyldes, at de effekter man typisk ønsker at opnå gennem anvendelsen af nedsatte momssatser - f.eks. højere beskæftigelse og socialpolitiske mål - enten ikke er til stede eller kan opnås mere effektivt med andre midler.

 

Nedsat moms påfører desuden staten store provenutab, der skal kompenseres af andre potentielt mere forvridende skatter, øger erhvervslivets administrative byrder, samt kan forvride det Indre Markeds funktion.

 

Der ventes ikke at blive draget rådskonklusioner.

 

Formålet med Eurofisc er at etablere et decentralt netværk, der skal modvirke momssvig ved handel inden for EU gennem hurtig udveksling af oplysninger mellem medlemslande.

 

Systemet gør det muligt for EU-landenes skattemyndigheder decentralt at udveksle informationer om momssvig. Jeg forventer, at ECOFIN vil drage rådskonklusioner, hvor retningslinjerne for netværket godkendes.

 

Det noteres i rådskonklusionerne, at Kommissionen vil undersøge mulighederne for, at medlemslandene vil overlade yderligere opgaver til Eurofisc.

 

Regeringen kan støtte udkastet til rådskonklusioner.

 

For så vidt angår Kommissions forslag til at modvirke momssvig ved handel inden for EU kommer punktet muligvis til politisk drøftelse og vedtagelse.

 

Forslagene handler konkret om f.eks. at afkorte fristen for virksomhedernes indgivelse af lister over EU-handel samt fristen for medlemslandenes informationsudveksling om listeoplysningerne, fra kvartalet til måneden.

 

Formandskabet har fremsat et kompromisforslag, der i forhold til Kommissionens oprindelige forslag rummer visse undtagelser og lempelser, men forslaget medfører fortsat øgede administrative byrder for virksomhederne.

 

På baggrund af formandskabets kompromisforslag vil regeringen arbejde aktivt for at få gennemført undtagelsesregler med beløbsgrænser, som tager hensyn til navnlig små og mellemstore virksomheders administrative byrder. Det giver god mening, idet tidligere tilfælde af momssvig ved handel mellem virksomheder inden for EU typisk har involveret store varepartier og dermed store pengebeløb.

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen