Til

Folketinget - Skatteudvalget

 

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 338 af 3. juli 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt (DF).

(Alm. del).

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                           /Lene Skov Henningsen

                         


Spørgsmål 338:

Ministeren bedes redegøre for hvilken effekt omlægningen af bilafgifterne i 2007 - ud fra hensyn til sikkerhed og brændstofforbrug - har haft på bilkøbet i Danmark, herunder både for køb af nye og brugte biler?

 

Svar:

Indledningsvis bemærkes, at salget af biler er stærkt konjunkturfølsomt. De effekter, som konkrete lovgivningsinitiativer har medført, kan derfor vanskeligt aflæses direkte. Der udarbejdes ikke statistik, der kan illustrere bilernes sikkerhedsniveau, og særligt når det gælder brugte biler, er der stort set ikke noget statistisk til rådighed.

Omlægning af bilafgifterne i april 2007 gik bl.a. ud på via registreringsafgiften at belønne for reduktion af bilernes klima- og miljøpåvirkning samt tilskynde til et højere sikkerhedsniveau.

For benzindrevne biler nedsættes registreringsafgiften med 4.000 kr. for hver kilometer, bilen kan køre mere end 16 km pr. liter. For dieseldrevne biler nedsættes registreringsafgiften med 4.000 kr. for hver kilometer, bilen kan køre mere end 18 km pr. liter. For benzindrevne biler forhøjes registreringsafgiften med 1.000 kr. for hver kilometer, bilen kører mindre end 16 km pr. liter. For dieseldrevne biler forhøjes registreringsafgiften med 1.000 kr. for hver kilometer, bilen kører mindre end 18 km pr. liter.

Samtidigt blev registreringsafgiften af mere personbilsprægede større varebiler forhøjet fra 30 pct. til 50 pct., mens registreringsafgiften af de mindre varebiler blev nedsat fra 95 pct. til 50 pct.

På det trafiksikkerhedsfremmende område var der flere ændringer: Fradrag for airbags nr. 1 og 2 blev omlagt til fradrag for airbags nr. 5 og 6. ESP-fradrag for personbiler og varebiler på 2.500 kr. uden aftrapning, mod ellers 1.300 kr. med aftrapning. Fradraget for selealarmer blev forhøjet fra 100 kr. til 200 kr. pr. stk., og endelig et fradrag for biler med mindst 5 stjerner efter EuroNCAP test for bilens sikkerhed ved kollision.

Der udarbejdes som nævnt ikke statistik, der kan belyse bilers sikkerhedsniveau, men jeg er ikke i tvivl om, at de betydelige fradrag, der gives for højt sikkerhedsniveau, påvirker bilsalget i retning af mere sikre biler. Senest her i april har vi fået gennemført en omlægning af brugtbilbeskatningen, der bl.a. betyder, at fradragene for trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger nu har samme relative vægt i beskatningen af brugte biler, som de har for nye biler.

Når det gælder bilernes brændstoføkonomi og dermed CO2 udledning, peger salgstallene på, at omlægningen af bilafgifterne i 2007 har haft en betydelig effekt.

Færdselsstyrelsen har udarbejdet statistikken i tabel 1 over brændstoføkonomien for de nye personbiler, der blev registreret første gang i de første 4 måneder af 2007 henholdsvis 2008. Statistikken er opdelt på dieseldrevne henholdsvis benzindrevne biler og motorstørrelser.

Det fremgår af tabel 1, at brændstoføkonomien er blevet forbedret for alle motorstørrelser og drivmidler bortset fra for de benzindrevne biler med motorvolumen på over 2000 cm3.

Det kan ud fra oplysningerne i tabel 1 beregnes, at andelen af dieseldrevne biler er steget fra godt 29 pct. til godt 47 pct. sammenlignet med samme periode året før. Det kan også beregnes, at CO2 udledningen pr. bil er faldet med godt 10 pct. givet årskørslen. Dette på trods af, at forbrænding af 1 liter diesel udleder ca. 2,65 kg CO2, mens forbrænding af 1 liter benzin udleder 2,4 kg CO2.

 

Tabel 1 Nyregistrerede personbiler fordelt på brændstoføkonomi og motorvolume

Benzindrevne personbiler registreret 1. gang fra 01-01-2007 til 30-04-2007

 

 

Total

Højst 1399 cm3

Fra 1400 cm3 til 2000 cm3

Fra 2001 cm3

Antal:

 

35.112

14.895

18.103

2.114

Gennemsnit, km/l:

14,8

17,0

13,4

10,5

Benzindrevne personbiler registreret 1. gang fra 01-01-2008 til 30-04-2008

 

 

Total

Højst 1399 cm3

Fra 1400 cm3 til 2000 cm3

Fra 2001 cm3

Antal:

 

29.217

15.004

12.720

1.493

Gennemsnit, km/l:

15,9

18,3

13,8

10,5

Dieseldrevne personbiler registreret 1. gang fra 01-01-2007 til 30-04-2007

 

 

Total

Højst 1399 cm3

Fra 1400 cm3 til 2000 cm3

Fra 2001 cm3

Antal:

 

14.520

1.211

10.288

3.021

Gennemsnit, km/l:

17,2

22,2

18,0

12,4

Dieseldrevne personbiler registreret 1. gang fra 01-01-2008 til 30-04-2008

 

 

Total

Højst 1399 cm3

Fra 1400 cm3 til 2000 cm3

Fra 2001 cm3

Antal:

 

25.952

6.028

17.791

2.133

Gennemsnit, km/l:

19,4

22,6

19,1

12,9

 

Forudsættes samme årskørsel for de ca. 5.500 eller 11 pct. flere personbiler, der er blevet registreret i de første 4 måneder af 2008, er udledningen af CO2 fra personbilerne imidlertid den samme som udledningen fra de biler, der blev registreret i samme periode sidste år.  

Når det gælder varebiler, har De Danske Bilimportører har oplyst, at salget i årets første 4 måneder er faldet med 11.400 til 12.400 stk. mod 23.800 stk. i samme periode sidste år. Antages det, at de 11.400 færre varebiler hver i sær ville have haft en årlig udledning af CO2 på 4 ton, vil udledningen således være begrænset med 46.000 ton årligt alene som følge af den ændrede sammensætning af nyregistreringerne af personbiler og varebiler i de første 4 måneder af 2008.

Det er som nævnt vanskeligt at isolere virkningen af afgiftslovgivningen på sammensætningen af bilsalget. Konjunkturerne er en væsentlig faktor. Det har også stor betydning hvilken holdning bilkøberne har til klimaspørgsmålet, og ikke mindst har der været en betydelig stigning i brændstofpriserne siden omlægningen af bilafgifterne blev gennemført i 2007.

Der kan dog ikke herske tvivl om, at omlægningen af bilafgifterne i 2007 har haft en betydelig virkning, når det gælder om at få en sammensætning af bilparken, der er mere klimavenlig.