"Mener ministeren, at det er et folkesundhedsmæssigt problem når f.eks.
sodavandsflaskerne bliver større og ansporer til større indtag af sodavand?"
Ja, jeg mener, at det er et folkesundhedsmæssigt problem, især blandt børn og unge, hvis det viser sig, at større sodavandsflasker giver anledning til et større forbrug.
Undersøgelser viser, at større pakninger fører til større portioner, og at større portioner får os til at spise mere. Der er altså grund til at tro, at større sodavandsflasker vil føre til et større indtag af sodavand.
Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at 42 % af børns sukkerindtag kommer fra sukkersødede drikkevarer som sodavand og saft, mens 40 % kommer fra slik, chokolade og kage. Børn drikker i gennemsnit ca.184 ml sodavand om dagen. Det svarer til, at børn får ca. 20 g sukker dagligt alene fra sodavand.
Â
Endvidere viser Sundhedsstyrelsens rapport ‘Undersøgelse af 11-15 åriges livsstil og sundhedsvaner 1997 – 2006’, at danske skolebørn drikker for meget sodavand og saftevand. Undersøgelsen viser således, at halvdelen af de 11-15 årige drikker mellem en og tre liter om ugen, og seks procent har et endnu højere forbrug.
Det er bekymrende, at indtaget sukkersødede drikkevarer, herunder sodavand, blandt børn og unge er større end rettesnoren på max ½ liter sodavand om ugen for børn og unge og 300 ml for børn i alderen 3-6 år.
For stort indtag af bl.a. sodavand øger risikoen for overvægt, ligesom de samme drikkevarer optager pladsen for sundere fødevarer. F.eks. ved man, at børn, der drikker meget sodavand, kun drikker lidt mælk. Det er en uheldig tendens, fordi børn har brug for mælkens næringsstoffer (½ liter fedtfattigt mælkeprodukt om dagen anbefales som en del af en sund kost). Desuden er sukker med til at øge risikoen for huller i tænderne, som er et stigende problem blandt børn.
Uanset at størrelserne på sodavandsflaskerne vokser og hermed ansporer til et større forbrug, mener jeg, at det først og fremmest er forældrene, der bør sætte grænsen for, hvor meget sodavand, slik og kager deres børn må få. Forældre bør som rollemodeller understøtte gode og sunde spise- og drikkevaner hos deres børn.