Til

Folketinget - Skatteudvalget

 

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 287 af 11. juni 2008. Spørgsmål er stillet efter ønske fra Colette L. Brix (DF).

(Alm. del).

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                           /Lene Skov Henningsen

                        


Spørgsmål:

Ministeren har i sit svar af 30. maj 2008 på spørgsmål nr. S 1680 oplyst, at Post Danmarks fritagelse for betalingen af lønsumsafgift på indsamlingen og omdelingen af adresserede breve, adresserede pakker m.v. modsvares af den landsdækkende daglige befordringspligt. Ministeren bedes på den baggrund oplyse, om fritagelsen skal opfattes som en delvis finansiering af Post Danmarks landsdækkende befordringspligt. Ministeren bedes endvidere oplyse, om Post Danmarks fritagelse for betaling af lønsumsafgiften er anmeldt til Kommissionen i henhold til gældende statsstøtteregler (EF-traktatens artikel 88, stk. 3). Hvis der ikke foreligger en sådan anmeldelse til Kommissionen, bedes ministeren gøre rede for baggrunden for den undladte anmeldelse.

 

Svar:

Det fremgår af momsloven, at Post Danmark A/S' indsamling og omdeling af adresserede breve, adresserede pakker og adresserede dag-, uge- og månedsblade samt tidsskrifter er fritaget for moms. Det fremgår endvidere, at fritagelsen desuden omfatter Post Danmark A/S' befordring af adresserede breve og pakker, der sendes rekommanderet eller med angiven værdi. Kun ydelser, som direkte er nævnt i momsloven, er fritaget for moms. Andre ydelser betaler Post Danmark A/S derfor moms af.

Bestemmelsen skal dels ses som en implementering af oprindeligt sjette momsdirektiv, i dag momssystemdirektivet artikel 132, stk. 1, litra a), hvor medlemsstaterne skal momsfritage levering af ydelser og dertil knyttede varer præsteret af det offentlige postvæsen. Den danske lovbestemmelse skal endvidere ses i tilknytning til de rettigheder og forpligtelser, som er pålagt Post Danmark A/S i henhold til lov om postbefordring (lov nr 472 af 9/6/2004 med senere ændring) og bekendtgørelse om koncession for Post Danmark A/S (BEK nr 1312 af 14/12/2004).

Det fremgår af ovennævnte lov og bekendtgørelser, at momsloven i praksis fritager levering af postale ydelser, hvor Post Danmark A/S, som koncessionshaver, har en befordringspligt henholdsvis en eneret til befordring.

Momsfritagelsen kan derfor ikke ses som en delvis finansiering af Post Danmark A/S' landsdækkende befordringspligt, men skal i stedet ses som et udtryk for, at Post Danmark A/S, for så vidt angår ydelser omfattet af befordringspligten og eneretten til visse forsendelser, opererer som »det offentlige postvæsen« i momssystemdirektivets forstand.

Fritagelsen for Post Danmark A/S' indsamling og omdeling af adresserede breve m.v. fremgår af momslovens § 13, stk. 1, nr. 13. Lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, opremser, hvilke af fritagelserne efter momslovens § 13, stk. 1, der i stedet skal betales lønsumsafgift af. Momslovens § 13, stk. 1, nr. 13, er ikke omfattet af denne opremsning.

Jeg vil i øvrigt gerne henvise til mit svar til Folketinget den 30. maj 2008 på spørgsmål S 1680 af 21. maj 2008 indleveret af Colette L. Brix (DF) og især henvise til, hvornår levering af en vare eller ydelse, som er fritaget for moms, i stedet bliver lønsumsafgiftspligtig.

I samme svar til Folketinget nævnte jeg også, at jeg gerne vil overveje, om der i forbindelse med en yderligere liberalisering på postområdet og genvurdering af omfanget af befordringspligten er behov og mulighed for at foretage en ny afgrænsning af momsfritagelsen på det postale område.