J.nr.

                                                                                                                 

Text Box: j.nr. 08-075337
Dato : 17. juni 2008

 

 

 

 

Til

                          Folketingets Skatteudvalg

 

 

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 256, 257, 258, 259, 260, 261 og 262 af 20. maj 2008.

(Alm. del).

 

Spørgsmålene er stillet efter ønske fra Jesper Petersen (SF)

 

 

 

 

 

 

                          Kristian Jensen

 

 

                                                                              /Tina R. Olsen


Spørgsmål 256:

"Ministeren bedes redegøre for, hvad udviklingen har været i ressourcer, der fra SKAT’s side anvendes til razziaer og kontroller på bordeller? Tallene for hvert år i perioden 2002 -2007 ønskes oplyst"

 

Svar:

SKAT har oplyst følgende:

”SKAT foretager ikke registrering af ressourceforbruget på brancheniveau, hvorfor de ønskede tal for perioden 2002 – 2007 desværre ikke kan tilvejebringes.

 

SKAT kan dog oplyse, at der i indsatsplanerne for 2006 - 2008 har der været særlig fokus på prostitutionsområdet, hvilket bl.a. har resulteret i et samarbejde med politiet, herunder Nationalt Efterforskningscenter (NEC), med det formål at kortlægge, hvem der er bagmænd i de bordeller, der eksisterer i Danmark, og de beløb, der genereres. Ligesom der i samarbejde med politiet er gennemført en række kontrolaktioner mod bordeller.”

 

 

 


Spørgsmål 257:

"Hvor mange revisorer og advokater er blevet sigtet som følge af SKAT’s kontroller og undersøgelser af bordelvirksomhed? Tallene for hvert år i perioden 2002 -2007 ønskes oplyst"

 

Svar:

SKAT har oplyst, at man ikke har kendskab til, at der er rejst sigtelser mod revisorer og advokater i perioden 2002 – 2007.

 

Da påtalekompetencen ligger hos anklagemyndigheden, er Justitsministeriet blevet anmodet om at oplyse, hvor mange revisorer og advokater, der er blevet sigtet i sager vedrørende bordelvirksomhed i den pågældende periode.

 

Tallene fra Justitsministeriet foreligger endnu ikke. Når disse er modtaget, vil spørgsmålet blive endeligt besvaret.

 


Spørgsmål 258:

"Det ønskes oplyst, hvordan udviklingen har været i antallet af afsløringer af momssvindel i forbindelse med bordelvirksomhed, og hvilke beløb har det ført til opkrævning af hos de bordelejere, der er afsløret i momssnyd? Tallene for hvert år i perioden 2002 – 2007 ønskes oplyst"

 

Svar:

SKAT har oplyst følgende:

”Der eksisterer ikke en særskilt branchekode for prostitution, hvorfor det ikke er muligt at give et sikkert billede af udviklingen.

 

SKAT har foretaget en manuel optælling af SKATs afsløringer af momssvindel i forbindelse med bordelvirksomhed. Optællingen viste, at man havde efteropkrævet nedenstående momsbeløb. Tallene er dog behæftet med en vis usikkerhed, idet der kan eksistere opkrævninger, der ikke med sikkerhed har kunnet henføres til bordelvirksomhed.

 

Nedenstående tal skal derfor betragtes som minimumstal:

 

Ã…r

Antal sager

Opkrævet momsbeløb

2002

5

 206.000 kr. 

2003

5

 300.000 kr. 

2004

4

 176.000 kr. 

2005

3

 51.000 kr. 

2006

4

 625.000 kr. 

2007

7

 2.890.000 kr. 

 

Som det fremgår af tallene, er antallet af sager pr. år stort set uændret over perioden, mens det beløb, som er opkrævet i moms, har været stærkt stigende.

 

 

 

 

 

 


Spørgsmål 259:

"Hvor mange bagmænd er blevet sigtet som følge af razziaer på bordeller fra SKATs side? Tallene for hvert år i perioden 2002 -2007 ønskes oplyst."

 

Svar:

Som anført i besvarelsen af spørgsmål 257 ligger påtalekompetencen hos anklagemyndigheden.

 

Justitsministeriet er blevet anmodet om at komme med oplysninger om antallet af sigtelser, som beskrevet i spørgsmålet.

 

Når oplysningerne er modtaget fra Justitsministeriet, vil spørgsmålet blive endeligt besvaret.


Spørgsmål 260:

"I hvilket omfang foretager SKAT kontroller af forklaringer om, at bordelvirksomhed er nystartet og derfor ikke er momsregistreret?"

 

Svar:

SKAT har oplyst følgende:

”Erfaringsmæssigt er det de prostituerede, der anvender forklaringen om ”nystartet virksomhed” og ikke bordelejerne/ bagmændene, idet disse kun sjældent antræffes på bordellerne.

 

I forbindelse med kontrolbesøg bliver det undersøgt om de antrufne prostituerede er registreret for moms. Er de ikke det, bliver de vejledt om pligten til at være registreret for moms. Der bliver efterfølgende fulgt op på, om de prostituerede lader sig momsregistrere.

 

 


Spørgsmål 261:

"Hvad vil ministeren gøre for at forbedre SKAT’s og andre myndigheders muligheder for at undersøge de økonomiske sider af kriminaliteten forbundet med prostitution? "

 

Svar:

Det er min opfattelse, at SKAT med den nuværende lovgivning grundlæggende har de nødvendige beføjelser for at undersøge de økonomiske sider af kriminaliteten forbundet med prostitution.

 

Det er naturligvis en forudsætning for afsløring i disse sager, at der er et tæt samarbejde med politiet, som har videre beføjelser end SKAT. I den forbindelse er der mellem SKAT og politiet etableret et formaliseret samarbejde i regi af Nationalt Efterforskningscenter.

 

 

 


Spørgsmål 262:

"Ministeren bedes oplyse, hvor mange sager Bagmandspolitiets Hvidvaskningssekretariat har afsluttet i hvert af de sidste 5 år, der handler om hvidvaskning af penge fra rufferi?"

 

Svar:

Bagmandspolitiets Hvidvaskningssekretariat er blevet anmodet om oplysninger til brug for besvarelsen af spørgsmålet. Når oplysningerne er modtaget, vil spørgsmålet blive endeligt besvaret.