J.nr.

                                                                                                                 

Text Box: J.nr. 08-044221
Dato : 15. april 2008

 

 

 

 

Til

                          Folketingets Skatteudvalg

 

 

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 190 af 13. marts 2008.

(Alm. del).

 

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pia Adelsteen (DF).

 

 

 

 

 

 

 

 

                          Kristian Jensen

 

 

                                                                              /Tina R. Olsen


Spørgsmål 190:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 5. marts 2008 fra Jørgen Andreasen, jf. alm. del – bilag 108”

 

Svar:

Jørgen Andreasen, som er formand for De samarbejdende pensionistForeninger, nævner, jf. alm. del – bilag 108, at det er et problem for foreninger, der afholder lotterier, at SKAT stiller krav om, at regnskabet vedrørende lotteriet skal indsendes til SKAT umiddelbart efter afholdelsen af lotteriet.

 

Jørgen Andresen gør opmærksom på, at ifølge justitsministeriets regler skal regnskabet være revideret og afsluttet inden 6 måneder og anmoder derfor om, at reglerne for indberetning til SKAT ændres i overensstemmelse hermed.

 

SKAT har oplyst følgende:

”Reglerne om angivelse og beregning af lotterigevinstafgiften er hjemlet i lovbekendtgørelse nr. 1146 af 2. december 2005 om afgift af gevinster ved lotterispil m.v.

 

Af lovens § 6 fremgår, at der senest 14 dage efter, at resultatet (vinderlisten) af lotteriet er bekendtgjort i dagspressen eller på anden måde offentliggjort, skal ske anmeldelse (indeholdende en specificeret opgørelse af det afgiftspligtige gevinstbeløb) til SKAT.

 

Betaling af lotterigevinstafgiften skal ske til SKAT senest samtidig med anmeldelsen. SKAT har for at hjælpe udarbejde en særlig blanket til brug herfor, som bl.a. er tilgængelig på SKATs hjemmeside. Den, der afholder lotteriet, skal selv beregne afgiften.

 

For kontante gevinster, hvor afgiften skal fradrages i gevinstbeløbet ved udbetalingen, er afgiften 15 % af den del af beløbet der overstiger 200 kr. Består gevinsten af f.eks. varer, beregnes afgiften ud fra gevinstens handelsværdi. Afgiften er 17½ % af den del af gevinstens handelsværdi, der overstiger 200 kr. Også uafhentede gevinster skal medtages på anmeldelsen.

 

Anmeldelse og betaling af afgift skal ikke afvente offentliggørelse eller udarbejdelse af regnskaber m.v. Anmeldelse, beregning og betaling af afgiften kan således ske umiddelbart efter udlodningen.

 

I praksis offentliggøres vinderlisten fra de fleste lotterier m.v. ikke i umiddelbart forlængelse af selve trækningen/ udlodningen, men afventer indrykning i et eller flere medier, og den periode kan reelt tillægges de 14 dages angivelsesfrist, der som anført ovenfor skal regnes fra tidspunktet for offentliggørelsen af udlodningen.

 

Resultatet af den endelige afregning af lotterigevinsten til SKAT skal endvidere fremgår af det reviderede regnskab.

 

Der er således ikke sammenfaldende frister mellem afregningen af afgifter til SKAT og eventuelt indsendelse af det reviderede regnskab.”

 

På baggrund af de oplysninger, som jeg har modtaget fra SKAT, er det min vurdering, at der ikke er grundlag for at revidere reglerne for indberetning og afregning af lotteriafgiften til SKAT, idet korrekt anvendelse af angivelses- og betalingsfristerne indeholder en tidsfrist, der i næsten alle tilfælde uden besvær vil kunne overholdes.

 

Afslutningsvist kan jeg oplyse, at SKAT, foranlediget af Jørgen Andresens henvendelse til Skatteministeriet, vil tage kontakt til Jørgen Andresen med et tilbud om vejledning og instruktion vedrørende afregning af lotterigevinstafgift m.v.