Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 965, som Folketingets Retsudvalg (Alm. del) har stillet til justitsministeren den 22. juli 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Barbara Bertelsen

 


Spørgsmål nr. 965 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Hvorledes vurderer ministerens Henrik Stagetorns udsagn om, at det i fremtiden bliver nemmere for PET at frihedsberøve terrormistænkte, jf. advokat Henrik Stagetorns udtalelser til Berlingske på nettet den 15. juli 2008 kl. 14.15?”

 

Svar:

 

Højesteret har ved to kendelser af 2. juli 2008 fastslået, at der kræves en vis prøvelse af det faktuelle grundlag for udlændingemyndighedernes afgørelse om, at en udlænding må anses for en fare for statens sikkerhed, i forbindelse med domstolenes kontrol af lovligheden af en administrativ frihedsberøvelse med henblik på gennemførelse af en udvisningsafgørelse, der er baseret på afgørelsen om, at den pågældende må anses for en fare for statens sikkerhed.

 

Det fremgår af Højesterets kendelser, at der herved må kræves en rimelig sandsynliggørelse af, at der har været et sådant faktuelt grundlag for farevurderingen, at frihedsberøvelsen ikke kan anses for uhjemlet eller ubegrundet.

 

Det er således domstolene, der i hver enkelt sag må vurdere, om det fremlagte materiale i tilstrækkelig grad sandsynliggør, at der har været et sådant faktuelt grundlag for farevurderingen, at den konkrete frihedsberøvelse ikke kan anses for uhjemlet eller ubegrundet.