Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 946 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 8. juli 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Barbara Bertelsen

 


Spørgsmål nr. 946 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Vil ministeren oplyse hvor i besvarelsen af REU-spørgsmål 797 der findes en definition på begrebet nultolerance, jf. besvarelsen af REU-spørgsmål 802?”

 

Svar:

 

Politiets opgaver i henhold til politilovens § 2 indebærer, at politiet fra gang til gang skal vurdere, hvilke strategier og redskaber der skal tages i brug for at håndtere en given situation, så der både skrides konsekvent ind over for lovovertrædelser og samtidig sikres en så rolig - og dermed sikker - løsning som muligt.

 

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 797, bygger Københavns Politis indsats over for uroligheder f.eks. i tilknytning til miljøet omkring Ungdomshuset på, at der afhængigt af de konkrete omstændigheder kan anlægges enten en mere henholdende strategi af polititaktiske årsager - herunder sikkerhedsmæssige hensyn - eller en strategi, der kan betegnes som ”nultolerance”.

 

Som beskrevet i den omhandlede besvarelse indebærer ”nultolerance” i denne sammenhæng, at der omgående iværksættes en målrettet offensiv indsats med henblik på at bringe urolighederne til ophør og sikre, at gerningsmændene drages strafferetligt til ansvar – herunder gennem identifikation af deltagere i urolighederne.