Justitsministeriet	Dato:	<<JM.DOKUMENT_DATO>>17. juni 2008<</JM.DOKUMENT_DATO>>
	Dok.:	<<JM.DOKUMENT_FILNAVN>>JEE41107<</JM.DOKUMENT_FILNAVN>>
	Sagnr.:	<<JM.SAGSNR>>2008-792-0569<</JM.SAGSNR>>

 

Udkast til tale<DOCUMENT_START>

til ministeren til brug for besvarelse af samrådsspørgsmål Å-AD fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del) onsdag den 18. juni 2008

 

Spørgsmål Å:

 

”Er antivoldspakken fra 2002, som bl.a. havde til formål at skærpe straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse og forsætlig fareforvoldelse, efter ministerens opfattelse slået fuldt ud i gennem i praksis på alle områder?”

 

Spørgsmål AA:

 

”Afspejler det nuværende strafniveau i sager om personfarlig kriminalitet efter ministerens opfattelse i tilstrækkelig grad den krænkelse af ofret, der finder sted?”

Spørgsmål AB:

 

”Er ministeren tilfreds med, at de gennemsnitlige ubetingede fængselsstraffe kun ligger på 1/10 af strafferammens maksimum ved de to mest anvendte voldsparagraffer (§ 244 og § 245)?”

 

Spørgsmål AC:

 

”Er ministeren tilfreds med, at 99 pct. af de ubetingede fængselsstraffe ligger i den nederste halvdel af strafferammen ved § 244 og § 245, og at domstolene således ignorerer den øverste halvdel af strafferammen?”

 

Spørgsmål AD:

 

”I hvilket omfang forventer ministeren, at det gavner den almindelige retsbevidsthed, at de ubetingede fængselsstraffe kun er steget med henholdsvis 14 dage ved § 244 og knap 4 uger ved § 245 siden 2001?”

Svar:

 

1. De fem samrådsspørgsmål drejer sig dels om, hvorvidt de forudsatte strafskærpelser fra 2002 er slået igennem i retspraksis, dels om strafniveauet er højt nok særligt i voldssager.

 

Der er næppe nogen her i Retsudvalget, der kan være i tvivl om, at regeringen tager indsatsen mod vold og anden personfarlig kriminalitet meget alvorligt, ikke mindst hvad angår den retshåndhævende del af indsatsen, som samrådet i dag drejer sig om.

 

Et af de første store skridt efter regeringens tiltræden var handlingsplanen fra 2002 ”Stop Volden”, som indeholdt en række initiativer med henblik på både at sikre mærkbare og målrettede reaktioner over for voldskriminalitet og et mere målrettet kriminalitetsforebyggende arbejde. Et led i udmøntningen af handlingsplanen var strafskærpelsesloven fra 2002, som jeg nu vil vende mig til.

 

2. Jeg vil starte med spørgsmål Å.

 

Baggrunden for strafskærpelsesloven fra 2002 var, at regeringen fandt, at strafniveauet i sager om personfarlig kriminalitet ikke i tilstrækkelig grad afspejlede den krænkelse af ofret, der finder sted. Med lovændringen tilsigtedes det bl.a., at straffene i visse voldssager gennemgående blev forhøjet med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der efter hidtidig praksis ville være blevet fastsat af domstolene, og at strafudmålingsniveauet i voldtægtssager generelt blev forhøjet med ca. et år.

 

Rigsadvokaten har siden lovændringen løbende fulgt udviklingen i retspraksis i de sager, der er omfattet af strafskærpelserne, og Rigsadvokatens årlige redegørelser er løbende blevet sendt til Retsudvalget.

 

Senest har Rigsadvokaten i sommeren 2007 afgivet i alt 4 redegørelser om strafniveauet i sager om vold efter straffelovens §§ 244-246, om voldtægt efter straffelovens § 216, om samleje mv. med et barn under 15 år (straffelovens § 222) samt om uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse efter straffelovens § 241 og § 249 i forbindelse med spirituskørsel eller særlig hensynsløs kørsel (straffelovens § 252). For så vidt angår de sidstnævnte sager vedtog Folketinget i øvrigt en yderligere skærpelse af stafniveauet i 2005.

 

For en nærmere gennemgang af strafniveauet i de enkelte sagstyper vil jeg henvise til Rigsadvokatens redegørelser, men Rigsadvokatens hovedkonklusioner er følgende:

 

Med hensyn til de almindelige voldssager er det Rigsadvokatens vurdering, at domstolene gennemgående må anses for at have forhøjet straffene i overensstemmelse med tilkendegivelserne om strafniveauet i forarbejderne til lovændringen i 2002, og at strafskærpelserne således må anses for at være slået igennem i praksis.

 

Tilsvarende er det samlede billede af domspraksis i voldtægtssager, at de tilsigtede strafskærpelser er gennemført, idet domstolene i langt de fleste sager har fastsat forhøjede straffe i overensstemmelse med tilkendegivelserne i forbindelse med lovændringen i 2002.

 

For så vidt angår sager om seksuelt misbrug af børn anfører Rigsadvokaten, at der i langt hovedparten af sagerne i vidt omfang er taget hensyn til, at straffen efter lovændringen skulle skærpes.

 

I sager om uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse med spirituskørsel eller særlig hensynsløs kørsel anfører Rigsadvokaten, at domstolene generelt følger de forudsætninger om strafniveauet, der blev tilkendegivet ved lovændringerne i 2002 og 2005.

 

Som det fremgår af Rigsadvokatens redegørelser, kan der inden for de forskellige sagstyper forekomme enkelte domme, hvor der ikke synes fuldt ud at være sket den tilsigtede forhøjelse, men det overordnede billede er som sagt, at strafskærpelserne er slået igennem i retspraksis.

 

Som jeg tidligere har meddelt Retsudvalget, har jeg anmodet Rigsadvokaten om i sommeren 2008 at afgive en ny redegørelse om strafniveauet i sager om voldtægt og seksuelt misbrug af børn. Denne redegørelse vil naturligvis ligesom de tidligere redegørelser også blive sendt til Retsudvalget.

 

3. Spørgsmål AA om vurderingen af det nuværende strafniveau i sager om personfarlig kriminalitet vil jeg generelt besvare bekræftende. Det er ikke for at sige, at det generelle strafniveau i voldssager og lignende fremover skal være fredet område for den kriminalpolitiske debat, men generelt er det min opfattelse, at vi med de strafskærpelser, der er sket navnlig som følge af lovændringerne i 2002, har et rimeligt strafniveau. Jeg mener sådan set også, at Advokatrådets meget omtalte undersøgelse af befolkningens retsfølelse fra sidste år bekræfter dette – undersøgelsen viste nærmest, at det næppe er det faktiske strafniveau, der er problemet i forhold til befolkningens generelle retsfølelse, men snarere det store ukendskab, der er til, hvor strengt domstolene dømmer i disse sager – altså at folk tror, at straffene er mildere, end de faktisk er.

 

4. Dette fører mig videre til besvarelsen af spørgsmålene AB-AD om strafniveauet særligt for overtrædelse af straffelovens §§ 244 og 245 om vold.

 

Jeg vil indledningsvis understrege, at man ikke uden videre kan sammenstille Rigsadvokatens gennemgang af retspraksis i forhold til de forudsatte strafskærpelser med de gennemsnitstal for voldsstraffe, der er nævnt i spørgsmålene. Det spiller bl.a. ind, at de strafskærpelser, som var forudsat med lovændringen i 2002, som udgangspunkt ikke omfatter såkaldt restaurationsvold, f.eks. vold på et værtshus eller diskotek. Disse sager er utvivlsomt med til at trække gennemsnitsstraffene på voldsområdet noget ned. Jeg har uddybet dette i besvarelserne for nylig af Retsudvalgets spørgsmål nr. 540 og 698.

 

Dernæst vil jeg fremhæve, at der efter min opfattelse ikke er noget mærkeligt eller forkert i, at gennemsnitsstraffene for vold efter straffelovens §§ 244 og 245 ligger i den nedre ende af strafferammerne. Som bekendt er strafferammen efter § 244 bøde eller fængsel indtil 3 år, og strafferammen efter § 245 er fængsel indtil 6 år. Straffene kan altså variere fra henholdsvis bøde eller fængsel i 7 dage til helt op til henholdsvis 3 års og 6 års fængsel. Strafferammerne er så brede, fordi de skal kunne give mulighed for at udmåle en passende straf for en række forhold af vidt forskellig grovhed og med vidt forskellige gerningsmænd, der måske aldrig tidligere har været på kant med loven eller måske har adskillige tidligere voldsdomme. Heldigvis er det sådan, at langt de fleste voldssager trods alt hører til i den mindre grove ende af skalaen, f.eks. hvis en ustraffet person i forbindelse med et skænderi på et værtshus har uddelt et enkelt knytnæveslag uden væsentlig skade. Jeg tror de færreste vil finde det stødende, at domstolene ikke udmåler en straf tæt på strafmaksimum på 3 år i et sådant tilfælde.

 

Sammenfattende er det afgørende for mig ikke en opgørelse af gennemsnitsstraffe, men at domstolene i de enkelte sager følger Folketingets tilkendegivelser om skærpelse af straffene i forhold til tidligere.