Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 875 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 19. juni 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Carsten Kristian Vollmer

 


Spørgsmål nr. 875 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Hvor langt er Rigspolitiet for så vidt angår bekæmpelse af narkotikakriminalitet, herunder metamfetamin, med hensyn til efterforskningsoplæg til politikredsene til brug for overvejelser om planlægning og indsats?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil der henvises:

 

”Indsatsen mod narkotikakriminalitet er et højt prioriteret indsatsområde for politiet, og området er således undergivet en løbende politimæssig monitering.

 

Rigspolitiet foretager i den forbindelse en systematisk indsamling, sammenligning, bearbejdning og formidling af relevante oplysninger i relation til narkotikakriminalitet for at kunne bistå politikredsene med at modvirke og opklare narkotikakriminalitet.

 

Rigspolitiet videregiver oplysninger og analyser, eventuelt i form af efterforskningsoplæg, til politikredsene til brug for overvejelser om planlægning og indsats. Rigspolitiet indgår også i et tæt samarbejde med relevante nationale myndigheder, herunder navnlig Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og SKAT med henblik på at sikre en samlet og koordineret myndighedsindsats mod narkotikakriminaliteten.

 

Rigspolitiet varetager endvidere kontakten til relevante internationale samarbejdspartnere, herunder navnlig Europol.

 

Politikredsene forestår – i relevant omfang med støtte fra Rigspolitiet – den egentlige efterforskning af narkotikakriminaliteten og kan i den forbindelse gøre brug af de oplysninger, som Rigspolitiet systematisk og løbende indsamler og analyserer, ligesom operative og taktiske planer på narkotikaområdet i relevant omfang udarbejdes i samarbejde mellem den berørte politikreds og Rigspolitiet.

 

Politikredsene indberetter løbende relevante oplysninger, herunder f.eks. vedrørende narkotikabeslag mv., til Rigspolitiet.

 

Blandt andet på ovennævnte baggrund kan det oplyses, at der i øjeblikket pågår efterforskning i et antal narkotikasager i landets politikredse.”

 

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af 17. juni 208 af spørgsmål nr. 741 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.