Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 864 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 19. juni 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Barbara Bertelsen

 


Spørgsmål nr. 864 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Ministeren bedes kommentere læserbrev fra Dorte F.-W. og Adam Estrup Vesterbygaard, Jerslev Sjælland, i Berlingske Tidende 13/6-08 vedrørende Kalundborg Politi, og ministeren bedes herunder oplyse, hvilke initiativer ministeren vil tage for at skabe tryghed i befolkningen og tillid til politiet.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Midt- og Vestsjællands Politi har bl.a. oplyst, at der i det læserbrev, der ligger til grund for spørgsmålet, henvises til en episode den 10. juni 2008, hvor der ringes til Kalundborg Politi vedrørende en løs hund.

 

Alle telefoniske henvendelser, hvad enten der ringes på de gamle 1448 numre eller politiets nye 114 nummer, indgår til politistationen i Roskilde, hvor anmeldelsen visiteres. Akutte og udrykningskrævende opgaver sendes til vagtcentralen, hvorfra opgaven disponeres. Er opgaven ikke akut eller udrykningskrævende, sendes sagen i dagtimerne til den politistation, hvor ”gerningsstedet” er beliggende.

 

Det er ved anmeldelsen nødvendigt at spørge anmelderen om anmelderens adresse, såvel som hvorfra der ringes, idet disse oplysninger er nødvendige for, at anmeldelsen kan behandles korrekt fra starten.

 

Midt- og Vestsjællands Politi har endvidere oplyst, at spørgsmål om anmelderens adresse og gerningssted netop sker for at sikre en korrekt og hurtig disponering af anmeldelserne.

 

Midt- og Vestsjællands Politi har samtidig oplyst, at god telefonbetjening er en meget vigtig del af politikredsens arbejde, hvorfor politikredsen allerede har iværksat et lokalt projekt med det formål at forbedre politikredsens service og telefonbetjening.

 

Den patruljemæssige dækning af Kalundborg varetages af politikredsens beredskabsafdeling, der til stadighed har patruljebiler til rådighed i politikredsen, herunder almindelige patruljevogne, hundepatruljer og specialpatruljer. Hvis det lokale beredskab på politistationen i Kalundborg ikke kan løse en akut og udrykningskrævende opgave, vil opgaven i stedet blive løst af patruljebiler og politipersonale fra andre dele af politikredsens beredskabsafdeling.

 

Midt- og Vestsjællands Politi har endelig oplyst, at det ikke umiddelbart har været muligt at identificere den sag, læserbrevet vedrører, men at sagen indgår i den undersøgelse, som politikredsen har iværksat som led i den landsdækkende analyse af klager over politibetjeningen (politisvigt), som Rigspolitiet iværksatte ved brev af 20. juni 2008 til landets politikredse.”

 

Jeg vil i forlængelse heraf understrege, at netop hensynet til at sikre den størst mulige tryghed og tillid til politiet er en af bevæggrundene til den omtalte landsdækkende analyse, der som bekendt skal drøftes af forligspartierne bag politireformen i starten af september.