Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 841 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 12. juni 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Carsten Kristian Vollmer

 


Spørgsmål nr. 841 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Ministerens kommentarer udbedes til læserbrev i Berlingske Tidende 2/6-08 af Frederik Thuø Gardersøe, Kalundborg: ”Useriøs minister”.”

 

Svar:

 

1. I læserbrevet omtales et offentligt møde i Kalundborg den 18. maj 2008, hvor bl.a. jeg deltog. På mødet blev der rejst kritik af politidækningen i Kalundborg, og bl.a. skulle en værtshusejer på mødet have oplyst, at politiet havde afvist at komme til stede i forbindelse med et overfald, der fandt sted på værtshuset.

 

I læserbrevet anføres også, at politiet i Kalundborg ikke længere foretager opsøgende arbejde mod bl.a. narkotikakriminalitet, og at der til tider kun møder én politimand på arbejde på politistationen i Kalundborg.

 

2. Jeg vil gerne understrege, at jeg er meget opmærksom på, at gennemførelsen af politireformen påvirker mange rundt om i landet, og jeg har stor forståelse for den frustration, som nogle oplever i forbindelse med omlægningerne af politiets beredskab og øvrige opgaver.

 

Jeg er dog samtidig ikke i tvivl om, at reformen på sigt bliver en stor gevinst for både medarbejderne hos politiet og borgerne. En reform er nødvendig, hvis vi fortsat skal sikre et effektivt og godt politi. Men det er desværre også uundgåeligt, at der opstår indkøringsvanskeligheder ved gennemførelsen af en så stor og omfattende reform. Situationen i hele landet følges imidlertid tæt af både Justitsministeriet, Rigspolitiet og Rigsadvokaten, så de problemer, vi oplever med reformen, kan blive løst hurtigst muligt.

 

3. For så vidt angår forholdene i Kalundborg har Midt- og Vestsjællands Politi over for mig oplyst, at politiet i Kalundborg bl.a. i samarbejde med en specialpatrulje (Specialgruppen Vest), der er tilknyttet politiet i Holbæk, foretager opsøgende efterforskning mod bl.a. narkotikakriminalitet og bandekriminalitet, og at der således fortsat foretages opsøgende politiarbejde i området.

 

Om den patruljemæssige dækning i Kalundborg har Midt- og Vestsjællands Politi oplyst, at en beredskabspatrulje i nogle tilfælde er blevet sammensat af én polititjenestemand fra Kalundborg og én polititjenestemand fra Holbæk. Midt- og Vestsjællands Politi har ikke umiddelbart kendskab til, at det har betydet, at der ikke er sket udrykning til en akut udrykningskrævende opgave.

 

Midt- og Vestsjællands Politi har i den forbindelse oplyst, at politikredsens akutte og udrykningskrævende opgaver samt patruljering varetages af politikredsens beredskabsafdeling, der til stadighed har patruljebiler til rådighed i politikredsen, herunder almindelige patruljevogne, hundepatruljer og specialpatruljer.

 

Hvis det lokale beredskab på en politistation i politikredsen ikke kan løse en akut og udrykningskrævende opgave, vil opgaven således i stedet blive løst af patruljebiler og politipersonale fra andre dele af politikredsens beredskabsafdeling.

 

Midt- og Vestsjællands Politi har i den seneste tid arbejdet på at forbedre personalesituationen i det lokale beredskab i Kalundborg. Midt- og Vestsjællands Politi har i den forbindelse oplyst, at der som et resultat heraf netop er blevet tilført politiuddannede medarbejdere til beredskabet i Kalundborg, og at der i løbet af kort tid vil blive tilført yderligere politiuddannede medarbejdere.

 

Midt- og Vestsjællands Politi har herudover oplyst, at man ikke har kendskab til den konkrete sag, hvor politiet skulle have afvist at komme til stede i forbindelse med overfaldet på værtshuset. Midt- og Vestsjællands Politi vil imidlertid lade episoden indgå i den undersøgelse, som politikredsen netop har iværksat som et led i Rigspolitiets landsdækkende analyse af klager over politibetjeningen.