Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 831 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 11. juni 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Anette Arnsted

 


Spørgsmål nr. 831 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Findes der i politikredsene eksempler på, at bilister ikke har bestået kontrollerende køreprøver inden for 3 måneders-rammen, fordi det ikke har været muligt at tilmelde sig prøve i tide?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

 

”Rigspolitiet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet udtalelser fra politikredsene.

 

Nordjyllands Politi, Østjyllands Politi, Sydøstjyllands Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi, Fyns Politi, Nordsjællands Politi og Bornholms Politi har oplyst, at der ikke er eksempler på, at ansøgere på grund af politiets forhold ikke har kunnet booke en kontrollerende køreprøve inden udløbet af 3 måneders fristen.

 

Midt- og Vestjyllands Politi har oplyst, at der har været forholdsvis mange borgere, der ikke har været i stand til at bestå en kontrollerende køreprøve inden for 3 måneders-rammen. Dette skyldes kravet om, at der ved en betinget frakendelse af førerretten på grund af spirituskørsel skal gennemføres et kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus), før den kontrollerende køreprøve kan aflægges. Kurset tager 4 uger, og der kan først bookes teoriprøve efter gennemgang af kurset. Der har endvidere været ventetid på A/T-kurser. I mange tilfælde har ansøgerne også ventet med at booke kontrollerende køreprøver, så det ikke har været muligt at få en køreprøve inden for fristen. Der er i disse situationer dispenseret fra 3 måneders fristen.

 

I Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gør samme forhold sig gældende. Det oplyses endvidere, at der i indeværende år er foretaget 108 administrative inddragelser af førerretten, da den kontrollerende køreprøve ikke var aflagt inden for den fastsatte frist. Det kan ikke udelukkes, at de forlængede berammelsestider på køreprøver i enkelte tilfælde har været en medvirkende årsag til inddragelsen. Der modtages regelmæssigt ansøgninger om udsættelse af fristen. Ved afgørelsen af disse sager lægges der særlig vægt på, om det er dokumenteret, at fristen ikke med rimelighed kan overholdes. I tilfælde, hvor der er krav om, at der skal gennemføres et kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus), vurderes det nærmere, om dette krav i givet fald kan medføre, at køreprøven ikke kan aflægges inden for fristen.

 

Midt- og Vestsjællands Politi har oplyst, at der er eksempler på, at 3 måneders fristen ikke kan overholdes.

 

Københavns Politi har oplyst, at alle, der har en god grund til ikke at kunne aflægge prøven inden for fristen, får dispensation fra fristen.

 

Rigspolitiet kan supplerende oplyse, at det fremgår af kørekortbekendtgørelsens § 51, stk. 2, at kontrollerende køreprøve i forbindelse med en betinget frakendelse af førerretten skal aflægges senest tre måneder efter, at afgørelsen herom er endelig. Politiet kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra tidsfristen.”