Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 826 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 11. juni 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Carsten Kristian Vollmer

 


Spørgsmål nr. 826 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Vil ministeren sikre, at der gennemføres en uvildig undersøgelse af, hvordan det kunne gå til, at der tilsyneladende var flere telefoniske kontakter med politiet fra den lejlighed, hvor en 17-årig pige i Hjørring blev dræbt, i timerne inden drabet, uden at politiet reagerede?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil der henvises:

 

”Nordjyllands Politi har bl.a. oplyst, at den 22. maj 2008 omkring kl. 04.25 blev en 17-årig kvindelig beboer dræbt med knivstik i sin lejlighed i Hjørring, hvor gerningsmanden var trængt ind ved at knuse et vindue. Den 17-årige kvinde opholdt sig i lejligheden sammen med sin 21-årige kæreste, som hun også havde været sammen med i timerne forinden.

 

Kvindens tidligere kæreste blev umiddelbart efter drabet anholdt og sigtet for drabet. Sigtede blev efterfølgende varetægtsfængslet.

 

I forbindelse med den igangværende efterforskning af drabet søger Nordjyllands Politi bl.a. at afdække forurettedes og kærestens kontakt med politiet i forbindelse med hele hændelsesforløbet.

 

Denne del af efterforskningen er ikke afsluttet. Der mangler bl.a. teleselskabernes tekniske oplysninger om opkald til og fra de mobiltelefoner, som blev fundet på gerningsstedet.

 

Den foreløbige efterforskning – og herunder bl.a. politiets afhøring af forurettedes kæreste samt politiets optagelser af opkald til alarmcentralen – tegner dog følgende billede af denne del af hændelsesforløbet:

 

Der var ca. 6 timer forud for drabet et telefonopkald til politiet, hvor først kæresten og derefter forurettede oplyste, at den tidligere kæreste stod og bankede på døren til bopælen. Da forurettede blev spurgt om personnummer eller fødselsdata, blev dette imidlertid ikke oplyst, og forurettede afbrød opkaldet. Der blev ikke fra politiets side fundet grundlag for at foretage yderligere på baggrund af opkaldet.

 

Endvidere havde kæresten på det tidspunkt, hvor gerningsmanden sidst på natten angreb forurettede, telefonkontakt med politiet i forbindelse med to opkald, hvor kæresten dog havde svært ved at oplyse den korrekte adresse til politiet. Politiet sendte på baggrund af kærestens opkald politi og ambulance til den umiddelbart registrerede adresse.

 

Få minutter senere ringede kæresten igen til politiet, idet han havde registreret en ambulance køre forbi stedet, og politiet fik herefter ud fra kærestens supplerende oplysninger ledt ambulance og politi til den korrekte adresse.

 

Det tilføjes, at hændelsesforløbet omkring drabet vil indgå i den analyse af klager over politibetjeningen, der blev iværksat den 20. juni 2008.”