Dato:

20. juni 2008

Kontor:

Udlændingelovskontoret

J.nr.:

2008/4012-26

Sagsbeh.:

HBS

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 816 stillet af Folketingets Retsudvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 3. juni 2008 (REU – alm. del).

 

Spørgsmål:

”Ministeren bedes oplyse, hvor mange kvinder der sidste år er udvist af Danmark

efter, at de er antruffet i prostitutionsmiljøet, gerne opdelt på, hvor mange der var

anerkendt som ofre for menneskehandel, og hvor mange der ikke var?”

 

Svar:

 

Som oplyst i min besvarelse af spørgsmål nr. 815 fra udvalget foretages vurderingen af, om en udlænding har været udsat for menneskehandel af Udlændingeservice. Udsendelse af udlændinge, der efter udlændingelovens regler ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som ikke udrejser frivilligt, hører under Rigspolitiet.

 

Udlændingeservice har oplyst, at der ikke føres statistik over antallet af kvinder, som forud for udvisning eller udsendelse er blevet antruffet i prostitutionsmiljøet.

 

Der er endnu ikke gennemført forberedte hjemsendelser af udlændinge, som Udlændingeservice har vurderet handlede.

 

Det bemærkes, at ændringen af udlændingeloven, som gennemførte en række initiativer fra regeringens Handlingsplan til bekæmpelse af handel med mennesker 2007-2010 på udlændingeområdet – herunder bestemmelsen om udvidet refleksionsperiode – trådte i kraft den 1. august 2007.