Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 803 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 30. maj 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Barbara Bertelsen

 


Spørgsmål nr. 803 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Vil ministeren under henvisning til indslag i TV2-Nyhederne den 20. april 2008 kl. 19.00 og den 21. april 2008 kl. 7.00 om en 27-årig kvinde med afghansk baggrund, der har været nødt til at leve i skjul de sidste 8 år på grund af dødstrusler fra familiemedlemmer, tage initiativ til, at kvinden, og andre kvinder i lignende situationer, tilbydes ny identitet, herunder nyt CPR-nummer?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil der henvises:

 

”Rigspolitiet udsendte i juni 2006 retningslinier til landets politikredse for den politimæssige håndtering af æresdrab og andre strafbare forhold, der har forbindelse med kulturelt eller religiøst betingede normer og æresbegreber.

 

Rigspolitiet udarbejdede i 2007 endvidere en strategi for politiets indsats over for æresrelaterede forbrydelser. Formålet med strategien er at fastlægge en overordnet ramme for den samlede politimæssige håndtering af denne kriminalitetsform såvel lokalt i politikredsene som i Rigspolitiet.

 

Det fremgår af strategien, at politikredsene bl.a. har til opgave at erkende og identificere æresrelaterede sager samt at iværksætte relevante beskyttelsesforanstaltninger i forhold til truede personer, når dette skønnes nødvendigt eller hensigtsmæssigt.

 

Sådanne beskyttelsesforanstaltninger vil efter omstændighederne kunne omfatte ny identitet mv. som led i det såkaldte vidnebeskyttelsesprogram.

 

For så vidt angår den konkrete sag, hvor en 27-årig afghansk kvinde angiveligt har levet i skjul de sidste otte år, har Østjyllands Politi over for Rigspolitiet oplyst, at kvindens identitet nu er konstateret ved hjælp fra Århus Kommune. Det har indtil videre ikke været muligt at opnå kontakt til kvinden. Der ses ikke i politiets registre oprettet undersøgelser eller sager vedrørende trusler mod pågældende.

 

Rigspolitiet skal i øvrigt tilføje, at Rigspolitiet i sagens natur ikke kan udtale sig om konkrete beskyttelsesforanstaltninger.”