Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 8 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 29. november 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 8 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Kan ministeren bekræfte, at der på Statsfængslet i Ringe er etableret en ungdomsafdeling (15-18-årige), og oplyse, hvilket fagligt personale der er tilknyttet denne afdeling, herunder fordelingen mellem pædagoger og uniformeret personale uddannet inden for Kriminalforsorgen?”

 

Svar:

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at der i 2000 blev etableret en særlig afdeling for unge i Statsfængslet i Ringe.

 

15-17-årige, der skal afsone i lukket fængsel, anbringes fortrinsvis på denne afdeling (Ungeafdelingen). Unge over 17 år med et særligt behandlingsbehov, som ikke skønnes at ville dominere de yngre, kan efter en konkret vurdering også anbringes på afdelingen.

 

Målet for afdelingen er bl.a. at yde en individuel pædagogisk indsats i forhold til den enkelte unge i det omfang, det er muligt inden for de tidsmæssige rammer. Afdelingen rummer 4 pladser samt 1 akutplads og er normalt fuldt belagt, ofte med venteliste.

 

Til afdelingen er knyttet 1 fuldtidsansat leder, som er pædagog, 1 fuldtidsansat socialrådgiver, som både udfører socialrådgiver- og basisarbejde (pædagogisk arbejde), 2 pædagoger, 3 fængselsfunktionærer, 1 skolelærer (30 timer) og 1 (ikke-fængselsuddannet) arbejdsleder. Derudover er der til afdelingen knyttet en psykologisk konsulent, som følger den behandlingsmæssige del af arbejdet, samt en supervisor, som står for supervision af personalet.

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har herudover oplyst, at Unge-afdelingen er en del af det såkaldte Ringe-projekt, som i sin tid blev eta-bleret i samarbejde med Fyns amt. Ringe-projektet er et samarbejde mellem Statsfængslet i Ringes Ungeafdeling og den åbne sociale døgninstitution Bobjerg Skovgård, der er en del af Egely-koncernen. Bobjerg Skovgård har imidlertid været lukket i en periode, men genåbnes i begyndelsen af 2008.

 

Formålet med projektet er at udvikle nye pædagogiske metoder over for de sværest belastede kriminelle unge, primært unge, der er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet. Målet er, at man gennem en fælles pædagogik kan sikre den unge en langsom udslusning til samfundet fra et fængselsophold gennem en anbringelse efter straffuldbyrdelseslovens § 78 på en åben socialpædagogisk institution.

 

Projektet, der har fungeret i en årrække, har vist, at det rent faktisk kan lykkes gennem et samspil mellem en specialafdeling på Statsfængslet i Ringe og den åbne institution Bobjerg Skovgård at forhindre undvigelser og vold mod personalet, samtidig med at de unge i lange perioder opholder sig i et åbent regi. Bevidstheden om muligheden for en umiddelbar tilbageførsel til fængslet motiverer den unge til at overholde fastsatte krav til deres afsoning og giver personalet den tryghed i arbejdet, der gør, at de kan rumme de unge lidt længere, end man ser det andre steder.