Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 722 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 19. maj 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Anette Arnsted

 


Spørgsmål nr. 722 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Vil ministeren i forlængelse af svaret på spørgsmål S 6211, 2005-06, vedrørende lange ventetider hos politiet til både teori- og praktisk prøve i forbindelse med erhvervelse af kørekort, redegøre for de eventuelle forbedringer, der er sket på området, herunder indhente data fra Rigspolitiet, der kan dokumentere dette?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

 

”En opgørelse pr. 26. maj 2008 over ventetiderne på henholdsvis teoriprøve og praktisk prøve på samtlige kategorier baseret på indberetninger fra politikredsene viser, at ventetiden på berammelse af 3 teoriprøver efter hinanden ligger mellem 0 og 57 kontordage, og ventetiden på berammelse af 3 praktiske prøver efter hinanden ligger mellem 0 og 41 kontordage.

 

Ansvaret for tilrettelæggelse af køreprøveafviklingen, herunder anvendelse af ressourcer til berammelse og afholdelse af køreprøver ved de enkelte prøvesteder, påhviler de enkelte politikredse som et led i tilrettelæggelsen og varetagelsen af politikredsens samlede opgaver.

 

Området for køreprøveafvikling er i 2007 blevet omfattet af PolitikredsenesResultatEvalueringsSystem (PRES) med henblik på i endnu højere grad at sikre den tilstrækkelige lokale ledelsesmæssige bevågenhed på området.

 

Rigspolitiet har senest den 3. juni 2008 anmodet politikredsene om navnlig de steder, hvor der er tale om mere markante ventetider, straks at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at få nedbragt ventetiderne.”

 

Justitsministeriet kan henholde sig til Rigspolitiets udtalelse.