Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 692 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 8. maj 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 692 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Vil ministeren tage initiativ til at oprette et register for muskelhunde som omtalt i artiklen: ”Muskelhunde: Politiet ønsker register for kamphunde” i Berlingske Tidende den 29/4-08, side 17?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil der henvises:

 

”Når en besidder af en hund er meddelt pålæg om, at hunden, når den ikke holdes indelukket, skal føres i snor og/eller bære mundkurv, har besidderen pligt til at underrette politiet, hvis han eller hun flytter til en anden politikreds, jf. hundelovens § 6, stk. 6. Undladelse af at give en sådan meddelelse straffes med bøde, jf. § 12, stk. 1.

 

Denne strafsanktionerede pligt for besidderen til at underrette politiet om flytning har til formål at give politiet bedre muligheder for at kunne gribe ind over for farlige hunde, inden de forvolder skade.

 

Oplysning om, at en person som besidder af en hund er meddelt pålæg om mundkurv mv. efter hundeloven, registreres i Kriminalregisteret.

                                                                  

Det fremgår endvidere af hundelovens § 1, at en besidder af en hund bl.a. har pligt til at lade hunden mærke og registrere. Overtrædelse af bestemmelsen straffes med bøde, jf. hundelovens § 12, stk. 1.

 

Nærmere regler om mærkning og registrering af hunde er fastsat ved bekendtgørelse nr. 1500 af 20. december 2004 med senere ændringer. Bekendtgørelsen indeholder bl.a. regler om, hvilke oplysninger der skal registreres, herunder besidderens navn, adresse mv. Tilsidesættelse af pligten til at lade disse oplysninger registrere er strafsanktioneret.

 

Samlet er det således Rigspolitiets opfattelse, at politiet med de gældende regler på området, herunder mulighederne for at registrere relevante oplysninger, har de passende redskaber til at gribe ind over for farlige hunde og håndhæve hundelovens regler.”

 

Justitsministeriet kan supplerende oplyse, at politiet allerede i dag – ved at sammenholde oplysningerne om eventuelle påbud i Det Centrale Kriminalregister med oplysningerne om den nuværende og tidligere besiddere i Dansk Hunderegister – vil kunne finde frem til pålæg, der måtte være meddelt tidligere besiddere af den pågældende hund, og dermed blive bekendt med tidligere episoder, som den pågældende hund eventuelt måtte have været involveret i. 

 

Som oplyst under samrådet om kamphunde i Folketingets Retsudvalg den 21. februar 2008, drøfter Justitsministeriet i øjeblikket med Rigspolitiet, hvordan det sikres, at håndhævelsen af hundeloven i praksis kan blive endnu bedre.