Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 665 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 29. april 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 John Vestergaard

 


Spørgsmål nr.  fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Mener ministeren, at det er rimeligt, at Kriminalforsorgen risikerer at miste værdifulde medarbejdere til andre sektorer og brancher, når man nedlægger 21 stillinger på fængslet Kærshovedgård, og er ministeren enig i, at Kriminalforsorgen mangler personale?

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Direktoratet for Kriminalforsorgen skal indledningsvis oplyse, at Fængslet Kærshovedgaard og Fængslet ved Nr. Snede til sammen udgør Statsfængslet Midtjylland.

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Statsfængslet Midtjylland, der har oplyst, at allerede meget kort tid efter beslutningen om nedlæggelsen af de 50 pladser i Fængslet Kærshovedgaard blev der afholdt møde med de lokale personaleorganisationer på fængslet. Der blev meget hurtigt opnået enighed mellem ledelse og organisationerne om principperne for udmøntning af den personalemæssige reduktion. Det blev derfor hurtigt meldt ud – bl.a. på et afholdt personalemøde – hvorledes personalereduktionerne agtes gennemført, og der blev afholdt samtaler med alle medarbejdere, der direkte forventedes berørt af dette.

 

På opsynsområdet har det vist sig, at der kun er én fængselsfunktionær i overskud, idet fængslet i forvejen havde en række ubesatte fængselsfunktionærstillinger. Efterfølgende er det aftalt med den pågældende, at denne foreløbig for en periode af ca. 3 måneder flyttes til Fængslet ved Nr. Snede.

 

På værkmesterområdet nedlægges der fire stillinger. Dette berører tre værkmestre, idet en stilling har været ledig i nogen tid. En værkmester har ansøgt frivilligt om en stilling som pædagogisk assistent på Pension Lyng, og det er netop afgjort, at han tiltræder denne stilling den 1. juli 2008. De to øvrige berørte værkmestre har søgt andre stillinger i Statsfængslet Midtjylland.

 

På det civile område er der lagt op til en reduktion af fire administrative stillinger, hvoraf de to er ubesatte. Også på dette område har man kunnet tilbyde ledige stillinger i Fængslet i Nr. Snede.

 

Sammenfattende kan det derfor konstateres, at samtlige berørte ansatte – bortset fra én, der frivilligt har ansøgt og fået ansættelse på Pension Lyng – kan fortsætte med at være beskæftiget i Statsfængslet Midtjylland.

 

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt kriminalforsorgen mangler personale, skal det oplyses, at kriminalforsorgen – som øvrige offentlige institutioner – har svært ved at rekruttere det nødvendige personale. Det er derfor besluttet at gennemføre en større rekrutteringskampagne som opfølgning på den tidligere kampagne ”Ryk i fængsel”. På et inspektørmøde den 28. maj 2008 vil der ske en nærmere gennemgang af kampagnen og umiddelbart herefter forventes den landsdækkende kampagne at gå i gang.”

 Â