Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 650 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 24. april 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lene Volke Roesen

 


Spørgsmål nr. 650 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Mener ministeren, at det vil være relevant, om politiet blev udstyret med en specialenhed, der kan tage sig af at hjælpe kvinder og mænd, der bliver fanget i mere eller mindre juridisk bindende ægteskaber med andre muslimer og som samtidig kunne strafforfølge eksempelvis imamer, der forsøger at profitere på muslimske skilsmisser?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Rigspolitiet udsendte i juni 2006 retningslinier til landets politikredse for den politimæssige håndtering af æresdrab og andre strafbare forhold, der har forbindelse med kulturelt eller religiøst betingede normer og æresbegreber.

 

Der blev i den forbindelse med omgående virkning iværksat en systematisk og landsdækkende politimæssig monitering af mulige strafbare forhold, der har forbindelse med kulturelt eller religiøst betingede normer og æresbegreber.

 

Rigspolitiet udarbejdede i 2007 endvidere en strategi for politiets indsats over for æresrelaterede forbrydelser. Formålet med strategien er at fastlægge en overordnet ramme for den samlede politimæssige håndtering af denne kriminalitetsform såvel lokalt i politikredsene som i Rigspolitiet.

 

Iværksættelsen af den systematiske politimæssige monitering indebærer bl.a., at politikredsene løbende skal indberette samtlige foreliggende oplysninger, der kan være af betydning for bekæmpelsen af æresrelaterede forbrydelser til Rigspolitiet, hvor politikredsenes oplysninger bearbejdes og suppleres med oplysninger fra andre kilder, herunder fra sociale myndigheder og organisationer, ligesom de analyseres.

 

Formålet med den systematiske politimæssige monitering er, at politiet på baggrund af en omfattende og aktuel baggrundsviden proaktivt – det vil bl.a. sige uden at afvente anmeldelser – kan iværksætte og målrette efterforskninger inden for de områder, som er undergivet systematisk politimæssig monitering.

 

Det fremgår af Rigspolitiets strategi, at politikredsene bl.a. har til opgave at erkende og identificere æresrelaterede sager samt at iværksætte relevante beskyttelsesforanstaltninger i forhold til truede personer, når dette skønnes nødvendigt eller hensigtsmæssigt. Endvidere skal politikredsene efterforske mulige strafbare forhold, der kan have forbindelse med kulturelt eller religiøst betingede normer og æresbegreber.

 

Politikredsene kan endvidere i forbindelse med enhver efterforskning inden for de kriminalitetsområder, der er undergivet systematisk politimæssig monitering på nationalt plan, herunder æresrelaterede forbrydelser, indhente oplysninger fra Rigspolitiet, ligesom Rigspolitiet på eget initiativ videregiver oplysninger, som skønnes at være relevante for politikredsenes indsats med henblik på at modvirke og opklare den relevante kriminalitet, eller som i øvrigt skønnes at være af betydning for løsningen af politikredsenes opgaver. Taktiske og operative planer udarbejdes efter omstændighederne i samarbejde mellem vedkommende politikreds og Rigspolitiet.

 

I forbindelse med de konkrete efterforskninger om æresrelaterede forbrydelser kan Rigspolitiet yde rejseholdsassistance til den politikreds, hvor sagen er forankret, og der er til stadighed afsat efterforskere, som er specialiseret i og kan yde efterforskningsmæssig bistand på dette område.

 

Hertil kommer, at der med de store politikredse er etableret bæredygtige enheder med flere ressourcer, som kan sikre, at der i alle politikredse kan ske en specialisering i forhold til indsatsen over for visse kriminalitetsformer, hvorved der skabes grundlag for en mere målrettet og effektiv kriminalitetsbekæmpelse.

 

Rigspolitiet finder på denne baggrund ikke, at der er anledning til at etablere en specialenhed som skitseret.”