Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 623 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 22. april 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lene Volke Roesen

 


Spørgsmål nr. 623 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 8/4-08 fra advokat Bjarne Overmark, Randers, vedrørende anklagemyndigheden mod Tamils Rehabilitation Organisation, jf. alm. del - bilag 344.”

 

Svar:

 

I den omhandlede henvendelse anføres det blandt andet, at beslaglæggelse af Tamils Rehabilitation Organisation Denmark’s (T.R.O. Danmark) midler på grundlag af mistanke om støtte til terror hindrer foreningens arbejde for tsunami-ofrene i Sri Lanka, og at beslaglæggelsen er begrundet i TRO Danmarks optagelse på de amerikanske myndigheders terrorliste.

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet udtalelser fra Rigsadvokaten og Udenrigsministeriet (ministeren for Udviklingsbistand), hvortil jeg kan henholde mig.

 

Rigsadvokaten har oplyst følgende:

 

”Henvendelsen fra advokat Bjarne Overmark vedrører en efterforskning, som Statsad­vokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) har iværksat mod Tamils Rehabi­litation Organisation Denmark (T.R.O. Danmark).

 

Jeg har indhentet en udtalelse fra statsadvokaten, der har oplyst, at T.R.O. Danmark mistænkes for overtrædelse af straffelovens § 114 b ved i perioden fra december 2004 til i dag direkte eller indirekte at have tilvejebragt eller indsamlet midler eller direkte eller indirekte at have stillet penge til rådighed for en person, en gruppe eller en sam­menslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a.

 

Baggrunden for mistanken er, at der i Danmark i 2006 blev fremsat beskyldninger i pressen om, at en indsamling iværksat af T.R.O. Danmark til fordel for tsumani-ofrene reelt gik til De Tamilske Tigre i Sri Lanka, der er opført på EU’s terrorliste.

 

Herefter indledte SØK en selvstændig efterforskning omkring de nævnte beskyldnin­ger.

 

Den 15. november 2007 blev T.R.O. Danmark opført på de amerikanske myndighe­ders terrorliste, Executive Order 13224. På den baggrund og på grundlag af den alle­rede iværksatte efterforskning besluttede SØK den 20. november 2007 at beslaglægge indestående på konti tilhørende T.R.O. Danmark i medfør af retsplejelovens § 802, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan genstande, som en mistænkt har rådighed over, beslaglægges, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovover­trædelse, der er undergivet offentlig påtale, og der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres.

 

Da der efterfølgende skete indbetaling til de pågældende konti, fremsatte SØK den 1. februar 2008 over for Københavns Byret anmodning om rettens kendelse om beslag­læggelse af indeståender på og rettigheder over de omhandlede konti. Københavns By­ret afsagde samme dag kendelse om beslaglæggelse, idet retten fandt, at betingelserne for beslaglæggelse i medfør af retsplejelovens § 802, stk. 1, var opfyldt.

 

Kendelsen blev af den beskikkede forsvarer, advokat Bjarne Overmark, kæret til Østre Landsret, der ved kendelse af 8. april 2008 stadfæstede byrettens kendelse.

 

Herefter har den beskikkede forsvarer ved skrivelse af 15. april 2008 anmodet Proces­bevillingsnævnet om tilladelse til at kære landsrettens kendelse til Højesteret med på­stand om ophævelse af beslaglæggelsen. Procesbevillingsnævnet har endnu ikke truf­fet afgørelse i sagen.

 

Om den konkrete sag kan det endvidere oplyses, at sagen fortsat er under efterforsk­ning, og at det vil kunne hindre sagens oplysning, hvis de nærmere detaljer i den igangværende efterforsk­ning bliver offentligt kendt. På den baggrund har sagen været behandlet for lukkede døre i retten, jf. herved retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, ligesom der i medfør af rets­plejelovens § 729, stk. 4, er meddelt den beskikkede forsvarer pålæg om ikke at vide­regive en række af de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet.

 

Det fremgår af henvendelsen fra advokat Bjarne Overmark, at der i den konkrete sag bl.a. er rejst spørgsmål om, hvilken betydning T.R.O. Danmarks optagelse på de ame­rikanske myndigheders terrorliste kan tillægges ved afgørelsen af, om betingelserne for beslaglæggelse efter retsplejelovens § 802, stk. 1, var opfyldt.

 

I den forbindelse kan jeg mere generelt oplyse, at spørgsmålet om, hvilken betydning optagelse på en såkaldt terrorliste har for styrken af en mistanke om terrorvirksomhed mod en dansk organisation, tidligere har været forelagt for Højesteret, jf. herved Højeste­rets kendelse i U2007.1831H.

 

Denne sag drejede sig om beslaglæggelse hos en forening på foreningens hjemmeside af nogle dokumenter, hvorom det måtte antages, at de var udsendt som led i et forsøg på at indsamle økonomisk støtte til to organisationer, Colombias revolutionære styrker (FARC) og Folkefronten til Palæstinas befrielse (PFLP), som begge er opført på EU’s terrorliste. 

 

Ved en kendelse afsagt af Københavns Byret blev de nævnte dokumenter beslaglagt. Østre Landsret stadfæstede kendelsen. For Højesteret gjorde foreningen bl.a. gæl­dende, at domstolene ikke kunne lægge EU’s terrorliste uprøvet til grund. Anklage­myndigheden gjorde gældende, at indholdet af dokumenterne sammenholdt med det forhold, at de nævnte organisationer er anført på EU’s terrorliste, måtte anses for til­strækkeligt til, at betingelserne for beslaglæggelse var opfyldt. Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse om beslaglæggelse.

 

Som anført ovenfor beror den foreliggende sag vedrørende T.R.O. Danmark i øjeblik­ket på Procesbevillingsnævnets afgørelse af, om Østre Landsrets kendelse af 8. april 2008 kan tillades indbragt for Højesteret.”

 

Udenrigsministeriet (ministeren for Udviklingsbistand) har oplyst følgende:

 

”Udenrigsministeriet har med aktstykke 100 af 11. marts 2005 bidraget til genopbygningen på Sri Lanka inden for vand- og sanitetsområdet efter tsunamien i 2004. I aktstykket er anført, at gennemførelsen af bistanden hovedsageligt vil ske gennem de nationale vandmyndigheder, samt at det i områder kontrolleret af De Tamilske Tigre kan være vanskeligt at arbejde gennem nationale myndigheder, og at målgruppen her bedst kan nås gennem lokale organisationer, eksempelvis Tamil Rehabilitation Organisation, TRO.

 

TRO var på daværende tidspunkt registreret som godkendt NGO af de srilankanske myndigheder. Kanaliseringen af midler til TRO er sket gennem danske nødhjælpsorganisationer. Der er således ikke udbetalt bistandsmidler direkte fra Udenrigsministeriet til TRO under aktstykket. Der har været tale om humanitær bistand, hvor der som bekendt ikke skelnes mellem parterne i en konflikt, og hjælpen gives, hvor behovet skønnes størst. Der eksisterer Udenrigsministeriet bekendt i dag ikke længere samarbejde mellem TRO og danske nødhjælpsorganisationer.”