Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 621 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 22. april 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lene Volke Roesen

 


Spørgsmål nr. 621 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Det fremgår bl.a. af ministerens svar på spørgsmål 429 vedrørende henvendelse fra Tværpolitisk Formandsgruppe, Kalundborg, at "Det skal dog nævnes, at Midt- og Vestsjællands Politi - med henblik på at opnå en fleksibel døgnbetjening - ved tilrettelæggelsen af årets større politimæssige indsatser planlægger med muligheden for om nødvendigt at åbne relevante lokale politistationer."

 

Ministeren bedes konkretisere denne del af besvarelsen.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil der henvises:

 

”Midt- og Vestsjællands Politi har oplyst, at selvom det med politireformens vedtagelse blev besluttet, at Roskilde som udgangspunkt er den eneste politistation i politikredsen, der er døgnbemandet og åben for borgerhenvendelser på alle tidspunkter af døgnet, så er der med politireformen åbnet op for en fleksibel døgnbetjening, så politistationer i politikredsen efter en konkret vurdering vil kunne døgnåbnes på bestemte tidspunkter eller i en kortere eller længere periode.

 

Siden overgangen til den nye organisation den 15. oktober 2007 har Midt- og Vestsjællands Politi imidlertid ikke fundet anledning til at døgnåbne nogen af de politistationer, der ikke normalt er døgnåbne.

 

Midt- og Vestsjællands Politi har dog oplyst, at politikredsen i forbindelse med lastbilkonflikten i efteråret 2007 sendte politiledere til politistationen i Kalundborg for at døgnåbne stationen, hvis det blev nødvendigt i forbindelse med konflikten, og at politikredsen i forbindelse med planlægningen af årets større politimæssige indsatser – f.eks. i forbindelse med de større musikarrangementer i politikredsen – planlægger med muligheden for at døgnåbne relevante politistationer.”