Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 548 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 3. april 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 John Vestergaard

 


Spørgsmål nr. 548 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Hvor mange ressourcer anvender politiet årligt til transportopgaver, herunder sammenholdt med ressourceforbruget årligt forud for politireformen?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

 

”Politiet foretager ikke en kontinuerlig registrering af det personaleforbrug, som politiet anvender til de forskellige transportopgaver.

 

Rigspolitiet lavede i 2003 en undersøgelse om politiets transportopgaver, som sammenfattende kan opdeles i følgende grupper:

 

·        transport af personer til og fra politiets lokaliteter

 

·        transport af personer til og fra andre lokaliteter som f.eks. fængselsinstitutioner, ungdomsinstitutioner, asylcentre og pensioner mv.

 

·        transport af personer til og fra domstolene (varetægtsfængslinger, fogedforretninger mv.).

 

Den omtalte transportundersøgelse viste, at omkring 60 % af transporterne vedrørte forskellige former for transporter af arrestanter. Undersøgelsen viste også, at omkring 80 % af transporterne foregik i dagtimerne. Endelig viste undersøgelsen, at politiet samlet set anvendte i underkanten af 100 årsværk til løsning af samtlige transportopgaver.

 

Rigspolitiet fandt på baggrund af den foretagne analyse, at det af såvel faglige som af økonomiske grunde var mest hensigtsmæssigt, at transportopgaverne fortsat skulle løses af politiet som en del af den samlede opgavevaretagelse.

 

I forbindelse med forberedelsen af politireformloven gav Rigspolitiet udtryk for, at man med en samtidig gennemførelse af retskredsreformforslaget med færre byretter ikke kunne udelukke, at der eventuelt ville ske en øgning af politiets personaleforbrug til løsning af transportopgaverne til og fra domstolene. Det var Rigspolitiets opfattelse, at et øget ressourceforbrug ikke ville være af et omfang, som mærkbart ville påvirke politiets samlede opgavevaretagelse.

 

Dette er fortsat Rigspolitiets opfattelse, og det kan tilføjes, at implementeringen af de nye flådestyringssystemer for politiets patruljebiler kan medvirke til at reducere arbejdet med transporter for så vidt angår akut opståede behov for at foretage persontransporter.

 

I forbindelse med implementeringen af politireformen er der i flere politikredse oprettet særlige enheder, som skal løse politikredsens transportopgaver. Disse enheder er i flere politikredse bemandet med ældre polititjenestemænd (seniorer).

 

Rigspolitiet vil fortsat have fokus på politiets transportopgaver.”