Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 537 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 1. april 2008.
Lene Espersen
/
Lars Hjortnæs
Spørgsmål nr. 537 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):
â€Hvordan forholder ministeren sig til at udvide det tidsrum, hvor indgrebet i meddelelseshemmeligheden kan foretages, sÃ¥ledes at retten i kendelser, som vedrører efterforskning i sager om organiseret kriminalitet, kan fastsætte frister, som ikke overstiger 8 uger?â€
Svar:
Efter retsplejelovens § 783, stk. 3, skal der i en kendelse om indgreb i meddelelseshemmeligheden fastsættes det tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages. Dette tidsrum skal være så kort som muligt og må ikke overstige 4 uger. Tidsrummet kan forlænges, men højst med 4 uger ad gangen.
Spørgsmålet om længden af den frist, der kan fastsættes for indgreb i meddelelseshemmeligheden, må efter Justitsministeriets opfattelse bero på en afvejning af på den ene side hensynet til at beskytte den, indgrebet retter sig mod (den mistænkte), mod at indgrebet strækker sig over længere tid end nødvendigt, og på den anden side hensynet til politiets efterforskning og til, at politiets, anklagemyndighedens og domstolenes ressourcer ikke belastes uforholdsmæssigt ved ofte gentagne retsmøder om samme spørgsmål.
Efter Justitsministeriets opfattelse er den gældende 4-ugers frist i retsplejelovens § 783, stk. 3, udtryk for en passende afvejning mellem disse hensyn, og Justitsministeriet finder på det foreliggende grundlag, at der ikke er anledning til at ændre reglerne om fastsættelse af frister for indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder således at der skulle gælde forskellige frister for forskellige kriminalitetstyper.
Det kan tilføjes, at Rigsadvokaten har oplyst, at man ikke er i besiddelse af oplysninger om, at fristen på 4 uger i retsplejelovens § 783, stk. 3, generelt skulle medføre uforholdsmæssige vanskeligheder for politiets efterforskning eller medføre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug for politiet og anklagemyndigheden.