Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 528 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 31. marts 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 528 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Vil ministeren oplyse, hvilke hensyn der taler for at lade indsatte, der er dømt til udvisning, afsone en mindre del af straffen end andre indsatte?”

 

Svar:

 

Indtil 2003 blev indsatte, der skulle udvises efter afsoning, som udgangspunkt prøveløsladt efter udståelse af 7/12 af straffetiden. Denne ordning blev indført i 1982 ud fra et kompensationssynspunkt i relation til den særlige belastning, som strafudståelse indebærer for den pågældende gruppe af indsatte med blandt andet restriktiv afsoning i lukket fængsel, herunder væsentlig ringere mulighed for udgang og ringe kontakt til familie.

 

I juli 2003 blev ordningen ændret således, at udenlandske indsatte, der er udvist med indrejseforbud for bestandig, kan løslades efter udståelse af halvdelen af straffetiden. Ændringen af ordningen indgik som et af regeringens tre forslag til løsning af kriminalforsorgens pladsproblemer og blev i maj 2003 fremlagt for forligspartierne bag flerårsaftalen for kriminalforsorgen 1999-2003, og forligspartierne tilsluttede sig forslaget.

 

Efter min opfattelse er der tale om en hensigtsmæssig ordning blandt andet også henset til, at disse indsatte herved hurtigere bliver udsendt af Danmark.