Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 508 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 26. marts 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 John Vestergaard

 


Spørgsmål nr. 508 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Hvornår har Domstolsstyrelsens projektgruppe færdiggjort sit arbejde med at fastlægge rammerne for en offentlig domsdatabase, og hvornår vil der blive etableret en egentlig offentlig domsdatabase?”

 

 

Svar:

Som oplyst i Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 22 af 3. oktober 2007 fra Folketingets Retsudvalg er domstolenes nuværende sagsbehandlingssystemer udviklet for år tilbage, hvor der ikke var nærmere konkrete overvejelser om at etablere en domsdatabase. De nuværende sagsbehandlingssystemer ved domstolene er derfor ikke indrettet med særlig hensyntagen til, at det skal være muligt at lægge (anonymiserede) domme ind i en domsdatabase.

 

Planerne om etablering af en domsdatabase har på den baggrund afventet udviklingen af et nyt sagsbehandlingssystem til behandlingen af straffesager og civile sager ved domstolene (CivilStraffe). På grund af de vanskeligheder med leverandøren af CivilStraffe-systemet, som Finansudvalget er orienteret om ved Akt 91/2008, besluttede Domstolsstyrelsen imidlertid ultimo 2007 at standse den hidtidige udvikling af systemet og i stedet iværksætte et fornyet analysearbejde.

 

Sideløbende hermed har Domstolsstyrelsen arbejdet på en ny model for oprettelse af en domsdatabase. Dette projekt afventer lige nu en nærmere afklaring af forskellige praktiske og tekniske spørgsmål mellem Domstolsstyrelsen og retterne. Når denne afklaring foreligger, vil der på ny skulle tages stilling til domsdatabaseprojektet, herunder til projektets økonomi og tidshorisont.