Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 459 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 13. marts 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lene Volke Roesen

 


Spørgsmål nr. 459 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Finder ministeren, at det ville være relevant at få lavet en kriminalstatistik, der systematisk registrerer mistænkelige selvmord og indrømmede mord på indvandrerpiger og           -kvinder, for at få et overblik over omfanget af æresrelaterede mord og mordforsøg, der forsøges kamufleret som selvmord?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Den 30. juni 2006 blev der udsendt en skrivelse til samtlige politikredse med retningslinjer for den politimæssige håndtering af æresdrab og andre strafbare forhold, der har forbindelse med kulturelt eller religiøst betingede normer og æresbegreber.

 

Med skrivelsen blev der iværksat en systematisk og landsdækkende politimæssig monitering af mulige strafbare forhold, der har forbindelse med kulturelt eller religiøst betingede normer og æresbegreber. Det blev herved pålagt politikredsene løbende at indberette relevante oplysninger til Rigspolitiet.

 

Som opfølgning på den nævnte skrivelse udsendte Rigspolitiet den 22. januar 2007 en strategi for politiets indsats over for æresrelaterede forbrydelser. Formålet med strategien er at fastlægge en overordnet ramme for den samlede politimæssige håndtering af æresrelaterede forbrydelser.

 

Iværksættelsen af den systematiske politimæssige monitering indebærer bl.a., at politikredsene til Rigspolitiet løbende skal indberette samtlige foreliggende oplysninger, der kan være af betydning for bekæmpelsen af æresrelaterede forbrydelser, herunder eventuelle oplysninger om drab og om drabsforsøg, der søges kamufleret som selvmord.

 

Gennem de seneste år har politiet efterforsket flere sager, herunder drabssager, som har været æresrelaterede. Rigspolitiet er i besiddelse af oplysninger om disse drab. I 2002 til 2006 er der således registreret 12 æresrelaterede drab.

 

For så vidt angår kamuflerede selvmord har udenlandske erfaringer vist, at personer, der tilsyneladende har begået selvmord, i visse tilfælde kan være ofre for en æresrelateret forbrydelse, men Rigspolitiet har hidtil ikke kunnet konstatere tilfælde af kamuflerede selvmord i Danmark.

 

Under henvisning til den indberetningsordning og systematiske monitering, der som beskrevet er etableret som led i strategien for politiets indsats over for æresrelaterede forbrydelser, finder Rigspolitiet ikke behov for at iværksætte særskilt statistik på området.”