Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 435 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 3. marts 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 John Vestergaard

 


Spørgsmål nr. 435 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Hvorfor lukkes arresten i Aabenraa i en periode til trods for, at belægningsprocenten i arresthuset er meget høj, at belægningsprocenterne i de nærmest liggende arresthuse er meget høje, og at dette vil medføre en stor stigning i kørsel af arrestanter?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen:

 

”Arresthuset i Åbenrå blev midlertidigt lukket fra den 1. februar 2008. Baggrunden for denne beslutning er, at den gennemsnitlige kapacitetsudnyttelse i Kriminalforsorgens institutioner i 2007 og i starten af 2008 var lav. Den samlede kapacitetsudnyttelse var således på 89 % i 2007, hvilket skal ses i forhold til en politisk målsætning om en gennemsnitlig kapacitetsudnyttelse på 92 %. Særlig lav var kapacitetsudnyttelsen i arresthusene, som i 2007 havde en gennemsnitlig udnyttelse på 86,2 %.

 

Arresthusene i Sønderjylland blev i 2007 udnyttet med henholdsvis 84,9 % i Sønderborg, 82,5 % i Åbenrå, 80,3 % i Tønder, 78,7 % i Haderslev og 87,4 % i Kolding.

 

I januar 2008 var den samlede udnyttelse i de 5 arresthuse på 88,2 %.

 

Det lave belæg medførte som nævnt, at Direktoratet for Kriminalforsorgen så sig nødsaget til midlertidigt at foretage lukning af kapacitet. Når valget faldt på Arresthuset i Åbenrå skyldes dette bl.a. arresthusets bygningsmæssige stand. Hertil kommer, at Kriminalforsorgen i 2008 skal foretage en opsparing på 1 % af driftsbudgettet. Besparelsen ved midlertidigt at lukke bl.a. Arresthuset i Åbenrå indgår i udmøntningen heraf.

 

I overvejelserne om lukning er indgået hensynet til en øget kørsel af arrestanter, men Direktoratet for Kriminalforsorgen har vurderet, at hensynet til at sikre en optimal udnyttelse af kapaciteten var mere tungtvejende.

 

Det er korrekt, at belægget i arresthusene i Sønderjylland er steget efter lukningen af Arresthuset i Åbenrå, hvilket er i overensstemmelse med intentionerne bag lukningen. I perioden fra 1. februar 2008 til og med 10. marts 2008 har den gennemsnitlige kapacitetsudnyttelse i de 5 arresthuse været på 95,7 %. Den gennemsnitlige udnyttelse i denne periode skal derfor ses i sammenhæng med, at de 18 pladser i Arresthuset i Åbenrå er midlertidigt lukket, og at 7 pladser i Arresthuset i Tønder som en konsekvens heraf er indrettet som midlertidig asylafdeling. Var disse 25 pladser stadig i brug, ville den gennemsnitlige udnyttelse i perioden i de 5 arresthuse have været helt nede på 78,6 %.

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen er opmærksom på det stigende varetægtsbelæg, også i Sønderjylland, og udviklingen vil blive fulgt nøje. Direktoratet for Kriminalforsorgen har således haft kontakt til bl.a. arresthusene i Sønderjylland med henblik på at få nedbragt udnyttelsen ved at få så mange afsonere som muligt overført til fængslerne. Det skal dog bemærkes, at perioden fra februar til maj traditionelt er højsæson for Kriminalforsorgens institutioner, og disse må derfor forvente en periode med et belæg over målsætningen på 92 %.”