Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 424 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 29. februar 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lene Volke Roesen

 


Spørgsmål nr. 424 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Hvordan er banderne i Danmark sammensat, og hvad kan ministeren oplyse om de såkaldte soldater fra bandemiljøet, som bl.a. omtales i statusrapporten om kriminalitet forøvet af bander 2007 i afsnittet om Blågårds Plads-gruppen – hvem er de, hvor ofte har de været i kontakt med politiet, og ved politiet noget om deres sociale status?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil der henvises:

 

”I Rigspolitiets rapport omtales 14 grupper og netværk, der ved udgangen af 2007 havde i alt 141 tilknyttede personer. I 2007 blev disse personer idømt 39 domme for alvorlig kriminalitet, heraf 19 domme med ubetinget fængselsstraf, 2 domme med betinget fængselsstraf og 18 domme med bødestraf. 85 pct. af personerne er i 2007 eller tidligere idømt frihedsstraf.

 

De personer, der er tilknyttet de omtalte grupper og netværk, er for de flestes vedkommende af anden etnisk oprindelse end dansk, og mange af dem er eller har været bosat i socialt belastede boligområder. Det samme gælder for de i statusrapporten omtalte ”soldater”.

 

De ledende personer for de enkelte grupper og netværk ses oftest at have samme etniske oprindelse, og de ledende personer er i stort omfang dømt for alvorlig kriminalitet. Personernes ”kriminelle karriere” medvirker til at give status i bandemiljøet, og hierarkiet i banderne er således i et vist omfang bestemt heraf. De pågældendes alder og familiære relationer ses dog også at have væsentlig betydning.

 

Det kan om de i statusrapporten omtalte ”soldater” oplyses, at disse oftest er yngre end de personer, der er tilknyttet de enkelte grupper og netværk, og de er for fleres vedkommende kendt af politiet for mindre lovovertrædelser. Det er endvidere karakteristisk, at de ser op til de personer, som er tilknyttet de moniterede grupper og netværk, og de er derfor villige til at bistå i forbindelse med konfrontationer med f.eks. Hells Angels.”