Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 410 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 28. februar 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lene Volke Roesen


Spørgsmål nr. 410 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Vil ministeren kommentere artiklen af 12/2-08 fra netavisen www.180grader.dk: ”Journalister er fredsløse på Nørrebro”, hvori det bl.a. nævnes, at journalister ikke længere kan færdes på Nørrebro samt af- eller bekræfte, at eksempelvis DR ikke længere tør sende journalister ind på Nørrebro uden vagter?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Københavns Politi har oplyst, at man efter konsultationer med flere medier kan bekræfte, at pressefolk – især fotografer – ind imellem har svære forhold, når de forsøger at foretage billeddækning af uroligheder af forskellig art.

 

Københavns Politi har haft mange drøftelser om journalisters og fotografers arbejdsvilkår, og der er fastsat klare ”spilleregler”, der som standard indgår i de operative planer.

 

Den hidtidige ordlyd er som følger:

          ”Pressen håndteres i overensstemmelse med Københavns Politis generelle pressepolitik, der bygger på så megen åbenhed, som situationen og hensynet til involverede personer overordnet tillader.

Der skal udvises fleksibilitet og forståelse for pressens arbejdsvilkår, og under normale omstændigheder vil et gyldigt pressekort give adgang bag politiets afspærringer under forudsætning af, at den taktiske indsats ikke forstyrres, eller der er risiko for, at et gerningssted og eventuelle spor kan blive ødelagt ved pressens tilstedeværelse. Normalt vil ønsket om varetagelse af pressens egen sikkerhed ikke være begrundelse for at afvise pressens repræsentanter, medmindre der foreligger en konkret overhængende fare.”

 

I forbindelse med den seneste udvikling på området er der til ovenstående standardforholdsordre tilføjet:

”Det indsatte politipersonale skal stedse være opmærksomme på risikoen for, at pressens repræsentanter – ikke mindst fotograferne – bliver udsat for trusler og egentlige angreb, og skal i den udstrækning, det er muligt, skride ind og beskytte de angrebne og søge angriberne anholdt og stillet til strafferetligt ansvar.

Hvor pressen har valgt at lade sig følge af autoriseret vagtpersonale, skal dette, når de er ifølge med en journalist eller fotograf fra de respektive medier, have samme adgang som personer med pressekort, når de er udstyret med et af de respektive medier udfærdiget billedlegitimationskort indeholdende de samme data som et pressekort.””