Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 379 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 25. februar 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lene Volke Roesen

 


Spørgsmål nr. 379 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Hvilke klagemuligheder har en person, der er administrativt udvist?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Integrationsministeriet, hvortil der henvises:

 

”Integrationsministerens vurdering efter udlændingelovens § 45 b af, at en udlænding må anses for en fare for statens sikkerhed, kan ikke indbringes for en anden forvaltningsmyndighed. Vurderingen er således at betragte som en endelig administrativ afgørelse.

 

Efter grundlovens § 63, stk. 1, 1. pkt., er domstolene berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Som oplyst ved integrationsministerens besvarelse af Folketingets Retsudvalgs spørgsmål nr. 10 af 8. februar 2002 (L 32 – bilag 12), er der ikke gjort nogen indskrænkning heri for så vidt angår afgørelser efter udlændingelovens § 45 b.

 

Integrationsministerens afgørelse efter udlændingelovens § 45 b kan således indbringes for domstolene efter grundlovens § 63, stk. 1.

 

Afgørelse om administrativ udvisning, herunder udvisning efter udlændingelovens § 25 (en fare for statens sikkerhed) træffes af Udlændingeservice i 1. instans, jf. udlændingelovens § 46, stk. 1.

 

En afgørelse om udvisning efter udlændingelovens § 25 kan påklages til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, jf. udlændingelovens § 46, stk. 2.

 

Ministeriets afgørelse af en klage over administrativ udvisning, jf. § 25, kan som en endelig administrativ afgørelse indbringes for domstolene efter grundlovens § 63, stk. 1.

 

Såfremt udlændingen inden beslutningen om udvisning havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning, jf. udlændingelovens §§ 7-8, vil Udlændingeservice i forbindelse med udvisningen også træffe afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. udlændingelovens § 31, jf. § 32 a.

 

Såfremt udlændingen måtte søge om asyl, efter at det er vurderet af integrationsministeren, at udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed, kan pågældende ikke gives opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, og vil blive meddelt afslag på en sådan ansøgning. Også i disse tilfælde vil Udlændingeservice træffe afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. udlændingelovens § 31, jf. § 32 a.

 

En afgørelse efter udlændingelovens § 31, jf. § 32 a, kan påklages til Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 53 a.

 

Flygtningenævnets afgørelse i relation til udlændingelovens § 31 er kun i vist omfang undergivet domstolsprøvelse, jf. endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8.”