Justitsministeriet

Dato:

<<JM.DOKUMENT_DATO>>5. februar 2008<</JM.DOKUMENT_DATO>>

 

Dok.:

<<JM.DOKUMENT_FILNAVN>>JRH40358<</JM.DOKUMENT_FILNAVN>>

 

Sagnr.:

<<JM.SAGSNR>>2008-0211-0017<</JM.SAGSNR>>

 

Udkast til tale<DOCUMENT_START> til brug for teknisk gennemgang af finanslovsforslaget for 2008 i Retsudvalget torsdag den 7. februar kl. 14.

 

1. Jeg vil gerne takke udvalget for denne lejlighed til at gennemgå Justitsministeriets del af finanslovsforslaget for 2008.

 

Forslaget er som bekendt en revideret udgave af det finanslovsforslag, som regeringen fremlagde i august måned 2007, og som vi i efteråret på et lignende samråd drøftede hovedpunkterne af i Retsudvalget. Retsudvalget har fået oversendt talen fra samrådet om det tidligere fremsatte finanslovsforslag.

 

Da hovedparten af finanslovsforslaget er uændret i forhold til det tidligere fremsatte, vil jeg i dag primært koncentrere mig om de ændringer, der er sket siden det første finanslovsforslag for 2008.

 

Hvis udvalget har spørgsmål – også af mere teknisk karakter – er de naturligvis velkomne. Jeg vil så – sammen med mine embedsmænd – forsøge at besvare spørgsmålene her og nu. [Med mig i dag har jeg kontorchef John Vestergaard og budgetkonsulent Janus Rønholt Hansen]

 

Skulle der være spørgsmål, som vi ikke kan besvare med det samme, er udvalget naturligvis meget velkommen til at stille dem skriftligt. Så skal jeg sørge for, at de bliver besvaret hurtigst muligt.

 

2. Det punkt på Justitsministeriets område, der – hvis vi et kort øjeblik ser bort fra opsparingen på 1 pct. i 2008 – utvivlsomt vil påkalde sig størst opmærksomhed ved finanslovsforhandlingerne, er spørgsmålet om indgåelse af en ny flerårsaftale for kriminalforsorgen, efter den nuværende flerårsaftale er udløbet med udgangen af 2007.

 

Inden valget blev udskrevet, blev der afholdt i alt tre politiske møder om en ny flerårsaftale for kriminalforsorgen. Som jeg også sagde til de af jer, der var til mødet i Justitsministeriet i går, så fortsætter forhandlingerne nu, hvor de slap.

 

Jeg ser frem til disse forhandlinger, som jeg håber og tror på vil føre til endnu en god aftale om kriminalforsorgens rammer for de kommende år.

 

3. Af ændringer i forhold til det tidligere finanslovsforslag for 2008 kan jeg også nævne, at familieretsområdet er vendt tilbage til Justitsministeriet efter i tre år at have ligget under Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender.

 

Det har medført tre nye konti på Justitsministeriets område. De tre konti indeholder henholdsvis Familiestyrelsens driftsbevilling [konto 11.11.21], indtægter som følge af gebyr ved ansøgning om navneændring [konto 11.11.22] og bevillinger til parrådgivning [konto 11.11.23].

 

Hovedparten af Familiestyrelsens arbejdsopgaver overgik sammen med Familiestyrelsen til Justitsministeriet i forbindelse med ressortomlægningen, mens en mindre del kom under Beskæftigelsesministeriet og Velfærdsministeriet. Familiestyrelsen har endvidere fået ansvaret for sager om godkendelse og anerkendelse af trossamfund, som er overført fra Kirkeministeriet.

 

4. Herudover kan jeg nævne, at en række konti under politiet [konto 11.21.21, 11.23.02 og 11.23.11] indeholder nye skøn for, hvordan statens indtægter fra bøder mv. fordeler sig mellem Justitsministeriet og Skatteministeriet, som jo i dag står for statens restanceinddrivelse.

 

De ændrede skøn medfører en nettoreduktion i politiets indtægtsførte restancer på 460 mio. kr., som dog forventes at tilgå Skatteministeriets indtægtsbudget.

 

5. I november måned 2007 oversendte jeg et aktstykke til Finansudvalget, hvoraf det fremgår, at leverandøren af det nye tinglysningssystem har meddelt Domstolsstyrelsen, at systemet først vil være klar til brug for tinglysning af fast ejendom den 1. november 2008, mens systemet til brug for tinglysning af Bil-, Person- og Andelsboligbogen først forventes idriftsat i april 2009.

 

Udskydelsen medfører en samlet merudgift på 80 mio.kr. i 2008, som er indbudgetteret på det nye finanslovsforslag for 2008. Merudgiften fordeler sig med 45 mio. kr. som følge af udskudte besparelser og 35 mio. kr. i konkrete merudgifter. De konkrete merudgifter fremkommer ved, at der skal laves løbende scanning af tinglysningsgenparter i en længere periode end oprindeligt forventet.

 

6. Endelig er der som før nævnt også på Justitsministeriets område indsat en negativ budgetregulering på 1 pct. af driftsbevillingen svarende til 119,2 mio. kr. i 2008 [jf. konto 11.11.79]. Beløbet vil skulle spares op i 2008.

 

Der er indarbejdet tilsvarende budgetreguleringer på de øvrige ministerområder. Den obligatoriske opsparingsordning skal ses i lyset af konjunktursituationen, og budgetreguleringen vil blive udmøntet på forslag til lov om tillægsbevilling for 2008.

 

Det fremgår af finanslovsforslaget, at opsparingen vil blive frigivet i 2009 i forbindelse med udarbejdelsen af finansloven for 2009 under hensyntagen til konjunktursituationen. De nærmere retningslinier for opsparingsordningen fastlægges af Finansministeriet ved cirkulære.

 

Vi undersøger i øjeblikket, hvad opsparingen konkret vil betyde for opgavevaretagelsen i 2008.

 

7. Finanslovsforslaget indeholder herudover også indkøbseffektiviseringer som følge af 2. fase af statens indkøbsprogram. På Justitsministeriets område udgør besparelserne herfra 26,3 mio. kr. i 2008 og samlet 143,3 mio. kr. i perioden 2008-2011. Anden fase af statens indkøbsprogram omfatter telefoni, hjemmearbejdspladser, datakommunikation, servere og storage, PC-arbejdsstationer og software.

 

8. Det var hvad jeg ville fremhæve i denne omgang. Som tidligere nævnt forventer jeg, at hovedomdrejningspunktet i finanslovsforhandlingerne på Justitsministeriets område bliver de igangværende forhandlinger om en ny flerårsaftale for kriminalforsorgen.