Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 322 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 7. februar 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 John Vestergaard

 


Spørgsmål nr. 322 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Ministeren oplyste i svar af 6/4-06 på L 168, spm. 38, og svar af 21/9-07 på alm. del, spm. 417 (vedlagt), at det overvejes, om ydelserne til domsmænd og nævninge m.fl. er passende. Siden 1/1-01 er der tilkommet domsmænd og nævninge m.fl. 1.100 kr. pr. dag.

-         Hvad er status i sagen, og hvornÃ¥r kan taksterne forventes forhøjet?

-         Hvordan beregnes/fastsættes størrelsen af ydelserne til nævninge, domsmænd og andre lægdommere?”

 

Svar:

 

Som oplyst i Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 38 af 9. marts 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreformen) (L 168), er spørgsmålet om, hvorvidt ydelserne til domsmænd og nævninge mv. er passende, taget op til overvejelse i forbindelse med vedtagelsen af lovforslaget.

 

I min besvarelse af 21. september 2007 af spørgsmål nr. 417 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del) oplyste jeg, at ovennævnte spørgsmål om ydelserne til domsmænd og nævninge mv. fortsat er under overvejelse.

 

Jeg kan – som ligeledes anført i min besvarelse af spørgsmål nr. 167 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del) – oplyse, at jeg agter at nedsætte en arbejdsgruppe om udvælgelse af personer til grundlisterne. Arbejdsgruppen, der snarest vil blive nedsat, vil bl.a. skulle overveje, hvordan det – inden for retsplejelovens rammer – på den mest hensigtsmæssige måde sikres, at sammensætningen af grundlisterne i videst muligt omfang afspejler befolkningens sammensætning. Arbejdsgruppen vil i den forbindelse blive anmodet om at overveje, om der er behov for at gøre hvervet som lægdommer mere attraktivt, herunder om de nuværende ydelser er passende.

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af punkt 2 indhentet følgende udtalelse fra Domstolsstyrelsen:

 

”Indtil 1971 blev ydelserne til lægdommere fastsat direkte i retsplejeloven.

 

Den nuværende model, hvor ydelserne fastsættes administrativt, blev indført ved en ændring af retsplejeloven i 1971 (forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje fremsat den 3. december 1970).

 

Den gældende bekendtgørelse på området er bekendtgørelse nr. 712 af 17. november 1987 om ydelser til lægdommere og vidner m.v. med senere ændringer.

 

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 1971, at fastsættelsen af vederlaget til lægdommere i lighed med tidligere bør fastsættes således, at der almindeligvis ikke påføres pågældende lægdommere et tab ved udførelsen af deres hverv.

 

Under hensyntagen til udviklingen i den gennemsnitlige timefortjeneste i industri og håndværk blev vederlaget til lægdommere herefter forhøjet fra 50 kr. pr. dag (fastsat i 1960) til 125 kr. pr. dag.

 

Idet nattillægget til tjenestemænd i lønramme 23-40 udgjorde 51,60 kr. pr. nat, fandt man det passende, at nattillægget til lægdommere blev fastsat til 50 kr. pr. nat.

 

Ved bekendtgørelse nr. 1180 af 15. december 2000 forhøjede Domstolsstyrelsen vederlaget til lægdommere fra 600 kr. til 1.100 kr. pr. dag.

 

Det hidtidige tillæg til lægdommere på 120 kr. for hver nat, de i anledning af deres hverv må være borte fra hjemmet, forblev uændret.

 

I lyset af ovennævnte forarbejder tager reguleringen af ydelser til lægdommere udgangspunkt i henholdsvis fortjenesten for privatansatte i industrien (dagsvederlag) og grundbeløbet for logi ved rejser i henhold til ligningslovens § 9A, stk. 2, nr. 4 (nattillæg) og sker under behørig hensyntagen til de bevillingsmæssige forhold.”