Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 321 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 7. februar 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

Fg. justitsminister

/

 Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 321 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Vil ministeren lade politiet skærpe tilsynet med dyrehandlere, om hvorvidt de overholder dyreværnslovens regler, herunder sikre, at dyrehandlere ikke sælger syge og/eller svage dyr, eller dyr der er for unge til at blive solgt?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil der henvises: 

 

”Efter dyreværnslovens § 18 må erhvervsmæssig handel med og opdræt af dyr kun drives med tilladelse fra den stedlige politikreds.

 

Bestemmelsen er suppleret af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1022 af 12. december 2002 om erhvervsmæssig handel med dyr (dyrehandlere) som ændret ved bekendtgørelse nr. 1499 af 20. december 2004.

 

Efter bekendtgørelsens § 25 skal politiet føre tilsyn med virksomheden og lejlighedsvis foretage eftersyn, jf. dyreværnslovens § 24.

 

Det følger af dyreværnslovens § 24, at politiet, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse har adgang til et dyrehold. Politiet kan endvidere om fornødent tage en sagkyndig med.

 

Af ”Flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden 2007 - 2010” fremgår bl.a., at dyreværnslovgivningen skal håndhæves ensartet og effektivt over hele landet, og at håndhævelsen af reglerne skal skærpes. Med henblik på denne indsats er der nu i politikredsene oprettet særlige enheder til behandling af sager på dyrevelfærdsområdet. Personalet i dyreværnsenhederne har således gennemgået et uddannelsesprogram, som Rigspolitiet har udviklet og udbudt i samarbejde med Rigsadvokaten og de veterinære myndigheder.

 

Det er Rigspolitiets opfattelse, at den intensiverede indsats på dyrevelfærdsområdet naturligt også bør omfatte politikredsenes tilsyn med dyrehandlere. Rigspolitiet har orienteret politidirektørerne herom.”